I en rapport om fremtidens terrorbekæmpelse i Danmark foreslår regeringens tværministerielle arbejdsgruppe at teleselskaberne skal levere oplysninger om mistænktes teletrafik til politiet. Det skriver Politiken.
Internet- og teleudbydere skal fremover kunne levere oplysninger om, hvem der har været i kontakt med hinanden på hvilke tidspunkter. Samtidig skal selskaberne registreres hos Rigspolitiet, og en del af medarbejderne skal sikkerhedsgodkendes.
Et af de mere kontroversielle forslag i rapporten vil indebære, at politiet får mulighed for at scanne al telekommunikation i et bestemt område, f.eks. en beboelsesblok.
»Det er klart, at der i et sådant tilfælde vil være en meget stor bifangst af almindelige menneskers helt lovlige telefonsamtaler. Derfor skal muligheden også overvejes meget grundigt. Jeg vil kalde det en stor ideologisk udfordring«, siger Anders Fogh Rasmussen ifølge Ritzau.
Det foreslås også at mulighederne for at foretage videoovervågning skal udvides, og på længere sigt skal det være muligt at identificere personer automatisk på billederne ud fra biometriske data. I Storbritannien, som har flere videokameraer end noget andet land i verden, bliver sådanne systemerne allerede brugt af politiet.
Rapporten lægger også op til, at de offentlige myndigheder kan videregive personoplysninger, uden at den pågældende bliver informeret om det.