Google, Facebook, eBay og Dailymotion er blandt de 20 selskaber som hiver den franske regering for retten i et forsøg på at stoppe en ny fransk lov, der skal tvinge selskaberne til at gemme oplysninger om deres data.
Det er den franske internetorganisation ASIC, som står bag søgsmålet, der vil komme for det franske statsråd, Frankrigs højeste juridiske myndighed.
Loven vil tvinge internetselskaber til at gemme oplysninger om deres brugere såsom IP-adresser, brugernavne, adresser, telefonnumre og kodeord i et år. Politiet, antisvindelmyndigheder, skattemyndigheder og velfærdsmyndigheder vil kunne få adgang til oplysningerne.
Internetfirmaerne er blandt andet bekymrede over, at Frankrig som det eneste europæiske land indfører reglerne. Det er en tung byrde for selskaberne, hvis de skal håndhæve 27 forskellige regelsæt i hele Europa, mener de.
Tidligere har Frankrig indført den såkaldte 3-strikes-regel, hvor borgere kan miste internetforbindelsen, hvis de gentagne gange henter ophavsretsbeskyttet materiale.