Transportminister Lars Barfoed (K) har foreslået en række forringelser i postservicen, herunder at der skal indføres postfrie mandage og at leveringstiden skal være op til tre dage. Det skal ruste Post Danmark til en virkelighed, hvor e-mail i stigende grad afløser papirbrevet. Men selvom det altså er internet-branchen, som får skylden for, at der skal indføres forringelser i postservicen, så falder forslaget bestemt ikke i god jord hos netbutikkerne, som fortsat sælger varer der skal leveres fysisk.
Tværtimod har forslaget fået alle alarmklokkerne til at ringe hos Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH), hvor den adm. direktør Annette Falberg mener at forslaget er helt ude af trit med de krav, som kunderne stiller til postudbringningen.
”Vi er enige med transportminister Lars Barfoed i, at vi er i en omstillingstid. Postkort og breve under 50 gram erstattes i vid udstrækning af sms, e-mail, elektroniske dokumenter og direkte kommunikation via nettet. Post Danmark har gennem de seneste år brugt den faldende brevmængde som en del af forklaringen på voldsomme portostigninger, der desværre i højere grad har ramt pakkeområdet end de små breve," siger hun.
FDIH mener at forringelserne vil være ødelæggende for store dele af den danske e-handel, som afhænger af, at kunderne kan få leveret de købte varer hurtigt og nemt.
”Vi advarer kraftigt mod, at den stigende mængde småpakker, typisk som stor- og maxibreve, fra e-handel, kommer til at lide under, at Post Danmark ikke har fået omstillet forretningen hurtigt nok. Vi siger nej til højere porto, som Venstres trafikordfører foreslår, ligesom vi afviser generelle forringelser med postfrie dage og længere udbringningstid,” siger Annette Falberg.
I dag er Post Danmark underlagt en såkaldt befordringspligt, som er vedtaget politisk og regulerer kravene til serviceniveauet. Det er disse krav, som ministeren nu åbner for at ændre.
»Det kan være, at det ikke længere er en selvfølge, at et brev når frem til modtageren dagen efter, man har sendt det. Det normale skal måske være, at der går tre dage. Det kan også være, man skal vænne sig til, at der ikke kommer breve ud om mandagen,« siger Lars Barfoed til Ritzau.