De seneste tal fra analysefirmaet NPD Group viser at spilsalget i USA er flyttet fra fysiske medier til onlinebutikker som Steam og Bigfish. I første halvår af 2010 blev der solgt flere spil online end på fysiske medier. Det er første gang, at online-salget af spil er størst.
I alt blev der solgt 11,2 millioner pc-spil online i første halvår, og det skal sammenlignes med et salg på 8,2 millioner fysiske enheder i USA.
Men den største del af omsætningen ligger stadig hos de fysiske medier. Hele 57 pct. af spil-omsætningen i første halvår kom fra salget af fysiske produkter, mens kun 43 pct. kom fra online-spil.
Den gennemsnitlige pris for de spil, der sælges online, er altså stadig noget lavere end prisen for spillene på fysiske medier.
NPD Group deler online-butikkerne i to forskellige segmenter. De såkaldte ”casual digital retailers” tilbyder typisk små spil som kun koster få dollar. Dette segment domineres af Bigfish, mens Gamehouse ligger på andenpladsen.
Det andet segment er ”frontline digital retailers”, der sælger større spil som også kan købes på fysiske medier. Her er Steam den altdominerende konge, og Direct2drive er markedets nummer to.
Trods væksten i onlinesalget af spil ser NPD Group en generel nedgang i pc-spilmarkedet. Foruden den generelle trend mod spilkonsollerne så skyldes det også, at der kommer flere gratis spil og flere spil på sociale netværk som Facebook.