En gigantisk interaktiv installation på kunstmuseet Trapholt i Kolding skulle i sommermånederne sætte debatten om overvågnings-samfundet i et nyt perspektiv. Men installationen har været plaget af tekniske problemer lige siden åbningen i juni, og nu har museet besluttet at lukke udstillingen Nanobots to uger før tid.
Lukningen sker efter en robotdel blev overophedet og brændte hul i det folie robotterne kører på natten til mandag.
»Vi vurderer derfor at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade publikum gå rundt under installationen,« siger Hans Christian Nedobrowsky, der er kommunikationschef for Trapholt.
Tanken bag Nanobot var at give publikum en oplevelse af at være forfulgt og overvåget af robotter. Men kunstnergruppen BBM kunne ikke få installationen til at fungere efter hensigten, og de seneste uger har publikum måttet nøjes med en reduceret nødudgave.
Efter lukningen af fremtidsudstillingen om robot-overvågning har kunstmuseet valgt at forlænge en udstilling om hattekunst med en uge - som et plaster på såret, hedder det i en pressemeddelelse.