Når landets regionale elselskaber i øjeblikket investerer op mod 20 milliarder kroner i udrulning af bredbånd i konkurrence med de eksisterende bredbåndsleverandører, så er det med skolelærere og gårdejere i spidsen i selskabernes bestyrelser. Det viser en gennemgang som IT-avisen ComON har lavet over bestyrelsessammensætningen i en række af de elselskaber som er længst fremme med bredbåndsplanerne.
ComON's gennemgang viser således at bestyrelsen i NVE, som er det selskab, der er længst fremme med bredbånd, tæller fire gårdejere, en lærer, en smed og en elektriker. Hos Energi Fyn, der regner med at investere 400 millioner kroner over de næste fem år i bredbånd til fynboerne, består bestyrelsen blandt andet af en folkeskolelærer, en gartneriejer og en vognmand. Hos Sydvestenergi, der dækker det meste af Sønderjylland, tæller bestyrelsen hele fire politifolk, en ejendomsmægler og en tømrer.
Hos elselskabernes branchesammenslutning, Dansk Energi, er vicedirektør Vilhelm Mørup Petersen overbevist om, at bestyrelserne godt kan magte opgaven.
»Jeg har fuld tillid til at elselskabernes bestyrelser kan magte opgaven,« siger Vilhelm Mørup Petersen til IT-avisen ComON.
Han peger på, at bestyrelserne får professionel hjælp i beslutningsprocessen.
»Jeg har en klar fornemmelse af, at de har eksperter med på råd,« siger Vilhelm Mørup Petersen.