Ifølge LinkedIn har jeg 317 venner. Facebook opgør det til 46, mens Pulse siger at tallet er 68. Ingen af tallene passer. Jeg har ikke engang så mange, jeg kan kalde bekendte. Men gennem årene har jeg sendt og modtaget så mange invitationer på især LinkedIn, at kortet over mine virtuelle forbindelser er blevet stort. Andre har et langt større digitalt netværk.
Og det er åbenbart en værdifuld ressource: For nylig blev Plaxo solgt for hele 750 mio. til den store amerikanske mediekoncern Comcast. En pæn slat penge for en lille biks med 50 ansatte. Vigtigste årsag til handelen var, at Comcast ønskede få adgang til en teknisk platform.
Hvorfor er dette så vigtigt for en medievirksomhed? Sociale netværkstjenester kan anvendes til at vise meget, meget målrettede reklamer. Og reklamefinansiering er den eneste, tilbageværende indtægtskilde for de fleste internetmedier.
Men hvad får vi brugere egentlig ud af det? Personligt synes jeg, at LinkedIn er en god måde at gemme e-mailadresser på venner og forretningsforbindelser. Og især at holde styr på, hvor de er henne nu.
Facebook og MySpace virker som de rene børnehaver på mig. Den ene pga. værktøjerne, den anden pga deltagerne. Pulse har én nyttig facilitet: En mail tre dage før en ven har fødselsdag. Men med mange i netværket, vil denne facilitet udvikle sig til den rene spam-robot.
Der er også mere bekymrende aspekter ved disse omfattende registre over os selv og vores relationer: Vi franarres ophavsrettigheder til fx billeder i alenlange forretningsbetingelser. Og de meget detaljerede oplysninger om hvem der er hvem, og hvad de interesserer sig for kan misbruges. Af enkeltpersoner til hacking, industrispionage, eller kontrol af medarbejdere. Eller af efterretningstjenester, terrorister og virksomhedsopkøbere til mange andre formål.
De sidste mange år har vi beskrevet og delt alt på internettet, i begejstring over at vi kunne. Men internettet glemmer aldrig - selv når du tror at indholdet er slettet. Der er masser af tjenester som Internet Archive, der gemmer internetdata. Og det er ikke sikkert, at du kan komme til at slette oplysningerne. På Facebook kan du eksempelvis inaktivere din profil. Men oplysningerne forbliver på Facebook, for Facebook ejer dine billeder, tekster mm. Og de bestemmer hvornår - og om - de bliver slettet.
Jeg har selv opgivet at holde noget som helst skjult om mig selv. I alt for mange år har jeg delt tanker, billeder mmm med andre via internettet. Så det er for sent at ændre på, at mit privatliv er pivåbent. Kunne jeg starte forfra, ville jeg være mere tilbageholdende. Den vigtigste grund er, at netværksmoderne skifter, og nye tjenester kommer til og gamle dør. Typisk hvert år. Og da jeg ikke kan lade være med at eksperimentere med nye internetgimmicks, så indgår der en række digitale ruiner i mit fingeraftryk på internettet. En anden grund er, at hvis jeg en dag fik behov for større anonymitet, så er det nu meget svært.
Men du, kære læser: Brug de (a)sociale internetnetværk, men gør det med omtanke. Og husk: En ven i hånden er bedre end ti på internettet. Og rigtige venner er langt, langt bedre til at holde på en hemmelighed. Især hemmeligheder, der ikke er hemmelige i starten.
-
Per Palmkvist Knudsen er it-direktør i JP/Politikens Hus
Premium
Her er de tre største it-sikkerhedsudfordringer for bestyrelser: ”De fleste ved ikke, hvilken risiko de står overfor”