Virksomheden »3«, som sælger mobilt videokommunikation og andre mobile tjenester i blandt andet Danmark, etablerer et nyt callcenter i Ørestaden. Det nye centers 200 medarbejdere skal betjene kunder i Danmark og Sverige.
Byggeriet af 3's callcenter er allerede i fuld gang. Og virksomheden har ansat de første 50 medarbejdere. Omdrejningspunktet for det nye center i Ørestaden bliver serviceringen af danske og svenske kunder samt at komplimentere 3's call center i Stockholm. Derfor rekrutterer 3 også medarbejderstaben fra begge lande.
»Jeg er utrolig glad for, at vi alene på serviceområde skaber op til 200 nye arbejdspladser i Danmark. Med et højteknologisk callcenter i Ørestaden sikrer vi både gode rammer både for vores kunder og medarbejdere,« siger Christian Jørgensen, adm. direktør for 3 i Danmark.
Det nye center skal ledes af Søren Deichmann, kundeservicedirektør hos 3 i Danmark. »Med centeret kan vi give 3's kunder topprofessionel betjening 24 timer i døgnet. Det sker både på traditionel vis, via telefon, e-mail og sms, og på mere utraditionel vis gennem videotelefoni og MMS,« siger Deichmann.
Det nye call center bygges i samarbejde med KLP Ejendomme. Bjarne Dvärsäter, adm. direktør i KLP Ejendomme, udtaler: »Det er et naturligt valg for 3, at de placerer de mange nye arbejdspladser i Ørestad City. Her er ekspansionsmuligheder, og både danske og svenske medarbejdere får glæde af den omfattende infrastruktur med Metro, motorvej og lufthavn.«