En design-mæssig brøler på nye Dell computere gør det svært at benytte maskinerne til at skrive på.
Fejlen består i, at hele den nederste bogstav-række er skubbet en tand til højre i forhold til et normalt QWERTY-tatstatur. Derfor skal man have øjnene med sig for at ramme de rigtige taster.
En britisk blogger har forsøgt at beskrive sin frustration over keybordet således:
»For abyobe who's hacibg diffixulty ib ubderstabdibg just how ruvvish this laptop is with this dunv arse keyvoardm nayve tryibg to read this will help, I'n tryibg to spell this xorrextly ib that I'n puttibg ny fibgers where they bornally gom vut its hard for ne to realise whether or bot I'ce hit the xorrext keys as I xab varely read abythibg as I type it.«
(Hvis du har svært ved at forstå, hvor elendigt den her computers åndsvage keyboard er, så kan det måske hjælpe at læse denne tekst. Jeg forsøger at stave korrekt ved at placere mine fingre, hvor de normalt er placeret. Men det er svært for mig at se, om jeg rammer de rigtige taster, når jeg ikke kan læse, hvad jeg skriver).
Fejlen skulle angiveligt kun findes på en række europæiske 1310- og 1510-modeller fra Dell Vostro-serien.
Se billeder af tastaturet
her.
Dell har nu indrømmet, at der er tale om en fejl, og firmaet vil forsøge at løse problemet.