Obama har sendt USAs måne-projekt til hjørnespark. Amerikanerne skal ikke forvente at komme tilbage på månen før 2020.
Men heldigvis skal vi og amerikanerne ikke helt undvære nyheder om månen i de næste mange år. De amerikanske rumforskere i NASA har brugt de mange erfaringer fra tidligere måneekspeditioner og sendte i går et computerspil på gaden, hvor enhver kan få et indblik i tilstanden på månen.
I spillet Moonbase Alpha bliver spilleren en del af et hold, der skal udforske den sydlige del af månen. Eller som NASA skriver:
"I Moonbase Alpha indtager du den spændende rolle som astronauten, der skal skubbe grænserne for menneskeracen og dens opdagelser. På vej hjem fra en ekspedition falder en meteorit ned og smadrer rumbasens vitale dele. Og mens tiden rinder ud, skal du og dit hold reparere og udskifte udstyret, så oxygenproduktionen kan sættes i gang igen".
NASA kalder derfor sit spil for et "first-person explorer"-spil.
I spillet skal man gøre brug af robotter, køretøjer og andre redskaber. Banernes opgaver kan løses på forskellig måder, men da tid er en vigtig faktor i rummet, scorer man flest points ved at gennemføre dem hurtigst muligt ved samarbejde og ved at lære af erfaringerne fra tidligere baner.
NASAs formål med spillet er ikke kun at underholde, men også at inspirere børn til at søge uddannelser inden for rumforskning.
Moonbase Alpha kan spilles alene eller af op til seks spillere. Det kan hentes via Steam nu.
Se mere på MoonBaseAlphaGame.com eller se klip fra spillet i videoen her: