For få dage siden fyldte Morten Strunge 25 år. En forsinket fødselsdagsgave, som han kan indløse en af de kommende dage, bliver en check på den behagelige sum af 120 millioner kroner.
Sammen med sin far ejer Morten Strunge nemlig 40 procent af aktierne i Onfone. Selskabet blev her til formiddag solgt til TDC for en samlet sum af 300 millioner kroner.
Mortens far, der oprindeligt optrådte som indehaver af Mortens firma, fordi Morten Strunge selv var for ung til at blive accepteret af Erhvervs og Selskabsstyrelsen, ejer ifølge sønnike kun en mindre andel. Præcist hvordan millionerne fordeles mellem far og søn, ønsker de ikke at oplyse.
Hovedinvestoren i Onfone, Peter Wilmar Christensen, ejede ved sidste opgørelses, som ComON foretog for to måneder siden, 47 procent af selskabet, hvilket altså skulle indbringe ham 141 millioner kroner. I modsætning til sin unge medinvestor har Peter Wilmar Christensen masser af erfaring i at omgås trecifrede millionbeløb.
Tilbage i 2005 fik han en pænt stor check fra Cisco, der havde købt Kiss Technologies, som Wilmar Christensen havde stiftet og var medejer af, for i alt 280 millioner kroner.
Morten Strunge, der fortsætter som direktør i Onfone også efter at TDC er blevet ny ejer, siger til ComON, at han ikke agter at lade pengene stå og kede sig på en bankbog, men at han vil investere dem i nye projekter. Hvilke nye ting den nyslåede telemillionær vil kaste sig over, vil tiden vise, siger han.
I første omgang vil Strunge satse på at videreudvikle Onfone i TDC’s regi, fortæller han:
”TDC har jo en lang række produkter, som vi kan give ”the Onfone-treatment” og sælge til vores kunder”, fortæller han.
Hvilke TDC-produkter, der nu skal ”onfoniseres”, og hvordan det vil blive markedsført, vil fremtiden vise.
Fremtiden skal også vise, hvor længe den 25-årige teleiværksætter klarer at være ansat i en stor koncern.
Da TDC i sin tid opkøbte Telmore, fulgte dette firmas stifter Frank Ramussen også med som direktør. Men han holdt kun få år i den store telekoncern: Hans ligefremme facon og påklædning (altid tshirts, aldrig slips) skabte simpelthen så mange gnidninger på direktionsgangen, at han til sidst fik sparket. I stedet vendte han tilbage til sin iværksætter-metier og skabte Bibob – der også endte med at blive solgt for et trecifret mullionbeløb.
Spøger man Morten Strunge, om han lige som Frank Ramussen vil få svært ved at gå med slips og indordne sig i TDC, svarer han naturligvis afkræftende
”Jeg går ikke med slips til daglig, men det gør de heller ikke hos TDC-ledelsen mere. De har rystet det støvede af sig," siger Morten Strunge til ComON.
Han tilføjer dog, at han er overbevidst om, at TDC nok skal lade den særlige Onfone-kultur bestå – en kultur, hvor taberne i en salgskonkurrence forleden måtte tage tøjet af uden for firmaadressen i Havnegade og hoppe i havnen som del af et væddemål. Den slags aktiviteter er formentlig relativt sjældne i TDC-koncernen, som både telemyndigheder og børsfolk holder omhyggeligt øje med.
”Kulturen i Onfone er jo en væsentlig del, af det, de har købt. De har ingen interesse i at dræbe det,” siger Morten Strunge til ComON.
TDC’s køb af Onfone er ifølge TDC's oplysninger et cirkabeløb på 300 millioner kroner. ComON vurderede i februar, at Onfone ville blive solgt for 3-400 millioner kroner.