Luftskibe eller luftkasteller?

Fremtidens Internet vil måske være baseret på geostationære luftskibe i stratosfæren.

Luftskibe hører til i myternes verden. Hindenburg-ulykken i 1937, hvor en tysk zeppeliner eksploderede i amerikanske Lakehurst og dræbte 37 mennesker, satte en effektiv stopper for passagertransport med de helium-fyldte balloner, men det har ikke forhindret visionærerne i at drømme om en renæssance for luftskibet. Den lette zeppeliner har mange fordele fremfor flyet; den kan transportere en stor nyttelast, behøver ingen landingsbaner eller lufthavne og forbrænder langt mindre brændstof, hvilket gør luftskibet til den mest miljøvenlige transportform i luften. Det mest konkrete og realistiske forsøg på at katapultere luftskibe ind i informationsalderen stammer fra amerikanske Sky Station International, der vil sende zeppelinere op over alle de største byer i verden, og dermed erstatte kommunikations-satelliter som luftbårne antenner.


De moderne telekommunikations-luftskibe, ubemandede og fjernstyrede fra jorden, skal medføre en revolution med samme dynamik som den gryende satellit-teknologi udløste i tredserne.


En broget skare


Siden Hindenburg-ulykken har luftskibe været en ildeset teknologi, der hos mange fremkalder billeder af gigantiske helium-eksplosioner. Budskabet om, at zeppeliner er fremtidens teknologi, må derfor siges at være meget vanskeligt at formidle til offentligheden. Bag Sky Station International står en broget skare, der skal indgyde tiltro til firmaets luftige planer. Det ledes af Alexander M. Haig, tidligere udenrigsminister, og hans søn Alexander P. Haig. Blandt grundlæggerne findes også den geniale videnskabsmand Alfred Wong, der sidenhen har forladt virksomheden og nu arbejder hos NASA.


Harry Darlington, præsident for miljøgruppen The Ozone Society, har også en plads i firmaets bestyrelse. Hans tilstedeværelse skyldes, at Sky Station International ikke blot vil revolutionere telekommunikations-sektoren, men samtidig rydde op i atmosfæren. Luftskibene skal udstyres med sensorer, der måler forureningen og ozon-niveauet, og firmaet har tidligere sagt, at det udvikler en teknologi, der kan eliminere "ozon-skadelige" partikler. Den såkaldte "Corona Ion Engine", udviklet af Wong, skulle udføre denne miljøvenlige opgave, men efter at forskeren har forladt firmaet arbejder man nu på at finde en anden teknologi, der kan "lappe" ozonhullet.


Blandt grundlæggerne findes også Martine A. Rothblatt (tidligere Martin A. Rothblatt), grundlægger af flere satellit-selskaber og forfatter til en bog om transseksualitet. Endelig er William Wood Prince, en nu afdød industribaron fra Chicago, anført blandt stifterne af firmaet. I virksomhedens ledelse sidder desuden en blandet skare af videnskabsfolk og tekniske eksperter, blandt andet formanden for den franske regerings atomenergi-gruppe, Dr. Rene Pellat, og den italienske ambassadør, Rinaldo Petrigani.


Visionen


Sky Station International vil inden år 2001 placere 250 telekommunikations-luftskibe over de største byer i verden. I enkelte tilfælde, eksempelvis London eller Tokyo, kan der blive tale om at opsende flere luftskibe over samme by, fortæller firmaet. Zeppelinerne skal placeres i stratosfæren, 22 kilometer over jordens overflade, og vil indtage en fast geostationær position. Ballonerne skal dækkes af solenergi-paneler, der leverer energi til rotorerne, som holder den flyvende platform på plads. I stratosfæren er luften meget tynd, hvilket forhindrer turbulenser, men samtidig skal turbinerne arbejde hårdere fordi der ikke er ret meget luft at bevæge. Ballonerne kan til enhver tid hentes ned, repareres eller udstyres med nye moduler og sendes op igen, uden afbrydelse i driften.


Det enkelte Sky Station luftskib bliver udstyret med en omfattende samling telekommunikations-udstyr, der sender og modtager bredbånds-signaler - ballonen kan bære over 10 tons nyttelast. Luftskibene kan sammenlignes med kommunikations-satelliter, men den afgørende forskel består i, at de er placeret meget tættere på jorden; man kan derfor opnå fænomenale overførselshastigheder, som ikke vil være mulige med satelliter. En tele-zeppeliner kan dække et område på 19.000 kvadratkilometer, og betjene tusindvis af brugere samtidig med forbindelser på op til 10 Mbps (10.000 Kbps). Anvendelsesmulighederne er ligeså mangfoldige som informationsalderens mange kommunikationsformer; fjernsyns-signaler, radio, mobil-telefoni, billed-telefoner, interne firma-netværk og naturligvis alle former for Internet-kommunikation.


Internet-brugere kan købe et udvidelseskort til pc'en, der sender og modtager signaler direkte fra luftskibet - forudsat naturligvis, at man er så heldig at bo i et større byområde, som dækkes af Sky Station International. Stratospheric Telecommunications Service, der skal markedsføre højhastigheds-forbindelserne, vil tilbyde Internet-forbindelse med 2-10 Mbps til få øre i minuttet. I dette segment skal teknologien konkurrere med ADSL (Asynchronous Digital Subscriber Line) og kabel-modemer, som begge dog hæmmes af høje anskaffelses-omkostninger.


Hvis man skal tro Sky Station International, så er fordelene i forbindelse med netværket af luftskibe nærmest uendelige. Fattige lande skal ikke længere grave kobber- eller glasfiber-kabler ned og installere telefoncentraler, men kan blot bestille et luftskib, der i løbet af få dage er fløjet i position over hovedstaden og tilbyder alle tænkelige telekommunikations-tjenester. Mobiltelefon-operatører behøver ikke længere installere mobilmaster midt i landskabet, men kan leje plads på lokale luftskibe. Trafiklys og parkometre, lystavler og display-vejskilte kan styres fra et centralt kontrolcentrum, hvor signalerne overføres trådløst over byens stationære luftskib.


Fremtidens satelliter


Prisen er den væsentligste faktor, som taler til fordel for luftskibene. Opsendelsen af en telekommunikations-zeppelin koster kun en brøkdel af, hvad man skal betale for at sende en satellit op til en geostationær position i rummet. Luftskibet kan tilmed hentes ned til enhver tid og repareres, hvis der opstår fejl, mens satelliten er fortabt, hvis der opstår problemer i rummet. Sky Station International lover billige, superhurtige forbindelser til millioner af brugere, og helt nye kommunikations-former, eksempelvis video-telefoni, en af de ældste "fremtids-teknologier", der aldrig er blevet et masseprodukt.


Selskabet har haft medvind fra starten, og de nødvendige godkendelser fra myndighederne er allerede blevet indhentet. Den amerikanske telestyrelse, Federal Communications Commission (FCC), har netop bevilliget to frekvensbånd, 47.2 Ghz og 48.2 Ghz, der skal benyttes til at overføre signaler mellem luftskibene og jorden. Firmaet indgik i februar et samarbejde med det japanske telekommunikationsselskab Tomen, der indenfor det kommende år vil opsende luftskibe i Japan og U.S.A. Fartøjerne vil variere i størrelse, men de første modeller har en længde på 157 meter og en bredde på 62 meter - lidt større end en fodboldbane. Luftskibene er udstyret med omfattende måle-apparatur, der afslører eventuelle problemer, og den store helium-ballon indeholder en mindre ballon, en sikkerhedsforanstaltning der skal beskytte mod nedstyrt som følge af punktering - Hindenburg-ulykken spøger stadig i baggrunden.


Ligesom Internettet har Sky Station International sine rødder i militær forskning. Reagan's Strategic Defense Initiative (SDI) fra firserne handlede ikke kun om laser-udstyrede satelliter, men også om militære luftskibe, der skulle overvåge store luftområder. Alexander Haig's ideer stammer fra dette projekt, og det samme gør den teknologi, som luftskibene skal udstyres med.


Endnu er det mest håndgribelige resultat af års udviklingsarbejde dog kun de flotte animationer, der viser fremtidens telekommunikations-luftskibe på firmaets hjemmeside, www.skystation.com. Men zeppelineren får måske sin renæssance allerede i 2001.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Fiftytwo A/S
    Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

    Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

    20. august 2024 | Læs mere


    Det Digitale Produktpas

    Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

    21. august 2024 | Læs mere


    Cyber Security Summit 2024

    På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

    27. august 2024 | Læs mere