Hvis Danmark bliver ramt af terrorhandlinger som dem i London og Madrid, kan prisen i menneskeliv bliver ekstra høj på grund af dårlig kommunikation i beredskabet. Det fortæller fremtrædende brandfolk til DR's TV-Avisen.
»Sekunderne er kostbare ved disse hændelser, og derfor er kommunikation alfa og omega for en effektiv indsats,« siger sektionsleder Niels Johan Juhl-Nielsen fra Københavns Brandvæsen.
Danmark har forsøgt at indføre et fælles kommunikations-system til brandfolk, politi og ambulancetjeneste i ni år, men først til næste år skal der træffes beslutning om, hvilket fælles system der skal satses på.
Tidligst i 2007 kan det fælles system være på plads. Dermed halter Danmark bagefter de andre nordiske lande.
»Der er blevet udarbejdet rapporter i stakkevis, og der er blevet ofret massevis af kroner på konsulentbistand, og alligevel er processen ikke stort længere, end den var for fem seks år siden,« siger Niels Kristoffersen, tidligere brandchef ved Gentofte Brandvæsen, til TV-Avisen.