Teleselskaber frygter at skulle sende piratbreve

Internetudbyderne går til modangreb: Vi gider ikke være piratpoliti!

Den danske telebranche frygter at skulle til at sende breve ud til kunder, der mistænkes for ulovligt at hente film, musik og software over deres netforbindelse.

Et udvalg under Kulturministeriet er netop nu i gang med at komme med forslag til politikerne, hvordan myndighederne skal dæmme op for piratkopiering. Udvalget havde tirsdag det syvende møde siden januar, og udvalget forventes sidst i oktober at komme med anbefalinger til antipirattiltag.

Teleselskaberne frygter, at de vil blive tvunget til at sende breve ud til kunderne, som det tidligere har været lækket til pressen, at udvalget overvejer. Derfor lægger teleselskaberne nu pres på for at få en løsning, hvor de ikke skal stå for at sende brevene.

"Hvis man skulle vælge at anbefale den såkaldte brevmodel til bekæmpelse af piratkopiering, så er det helt essentielt, at brevudsendelsen er forankret i en selvstændig, uafhængig instans, og at det er under offentlig kontrol," skriver Jakob Willer, direktør i brancheorganisationen Telekommunikationsindustrien (TI), i et papir, der er udtryk for telebranchens holdning.

Dokumentet sender han som brev til politikerne de næste dage. Allerhelst ville internetudbyderne dog nøjes med en oplysningskampagne, der respekterer borgerrettigheder og det åbne internet.

"Brevmodellen vil måske skræmme nogle brugere fra at foretage ulovligheder, men vil ikke i sig selv stimulere anvendelsen af lovlige salgskanaler og derved øge indtjeningen hos rettighedshaverne eller kunstnerne," mener Jakob Willer.

Oppositionen lancerede tidligere på året et medieudspil, hvor de lægger op til en ordning med et uafhængigt organ. Jakob Willer frygter, at Kulturministeriets antipiratudvalg kan finde på at anbefale en ordning, rettighedshaverne diktere nogle regler, men hvor teleselskaberne aktivt skal overvåge og sende breve til kunderne.

Det er et skrækscenarie for internetudbyderne.

"Internetudbyderne ønsker ikke at overvåge og kontrollere sine kunder eller udlevere data om kunderne uden en retskendelse eller nogen form for involvering af en offentlig myndighed," skriver Jakob Willer.

TI mener, at brevmodellen vil overtræde borgernes retssikkerhed, hvis det ender med, at det kun er private, som står for modellen.

"Denne version af brevmodellen må vække bekymring hos enhver, der har blot en anelse respekt for borgernes retssikkerhed," skriver Jakob Willer.

I det hele taget bør det ikke være private firmaer, der skal gribe ind over for borgerne, mener han. Hvis det er rettighedshaverne, som udstikker regler for, hvem der skal have breve, bliver det blot endnu værre, eftersom rettighedshaverne slet ikke er uafhængige, siger han.

Han vurderer, at kunderne, der modtager et advarselsbrev, sandsynligvis vil opfatte brevet som første trin i et forløb af accelererende sanktioner.

"Det vil være naturligt at placere en sådan funktion under offentlig kontrol," skriver Jakob Willer.

Det vil være mest oplagt at placere organet under Kulturministeriet, mener han. Samtidig er det staten eller rettighedshaverne, som bør finansiere ordningen, mener han, og ikke teleselskaberne. Argumentet er, at det er de to aktører, der har den stærkeste interesse i, at danskerne ikke piratkopierer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere


Det næste GDPR-kapitel: Det skal du have fokus på i 2025

Hvad er compliance verdenens fokuspunkter for næste år? Hvilke nye tiltag skal du gøre ift. jeres GDPR-arbejde? Hvordan forholder GDPR sig til AI?

18. marts 2025 | Læs mere


IT og OT: Balancering af sikkerhed og effektivitet

Lær, hvordan du effektivt kan integrere din virksomheds Operational Technology (OT) med moderne IT-systemer. Vi fokuserer på sikkerhed og hvordan du beskytter dine mest kritiske processer mod cybertrusler. Få indsigt, værktøjer og inspiration fra eksperter og kolleger i branchen, og vær med til at forme fremtidens produktionsmiljøer.

19. marts 2025 | Læs mere