Samtidig med konferencen International Supercomputer 2006 i Dresden er den nye og opdaterede liste over verdens 500 hurtigste supercomputere blevet offentliggjort. Listen opdateres hvert halve år og har nu nået sin 27. version. IBM dominerer med 243 af de 500 computere på listen, mens HP ligger på andenpladsen med 154 systemer.
IBM har da også bygget verdens hurtigste computer, Blue Gene på Lawrence Livermore National Laboratory, der bruges til simulation af atomvåben. Med 131.072 PowerPC 700 MHz processorer og en samlet regneydelse på 280,6 teraflops er der tale om lidt af en regnegigant.
Så er der langt ned til andenpladsen, ligeledes en IBM Blue Gene maskine, der har en samlet ydelse på 91,3 teraflops.
Den hurtigste supercomputer udenfor USA er franske NovaScale 5160, en Itanium2-baseret computer med 42,9 teraflops hos Commissariat à l'Energie Atomique.
Danmark har kun en enkelt computer på listen. Københavns Universitet ligger på 343. plads med et eServer 346 cluster baseret på AMD's Opteron 2,6 GHz processorer. Hastigheden er 2,7 teraflops - det er 100 gange mindre end verdens hurtigste computer.
I forhold til den sidste version af listen er den samlede regneydelse for de 500 computere steget med 21 procent. Det er faktisk lidt mindre end tidligere, hvor væksten typisk var på 30 pct. i løbet af seks måneder.
Opgjort efter lande råder USA over 59,8 procent af regnekraften på top-500-listen, mens Storbritannien kommer på andenpladsen med 7 procent.
Japan (5,8 pct.) har overhalet Kina (5,6 pct.), mens også et land som Indien er ved at komme godt med og har nu 11 supercomputere på listen.