Københavns Politi er i gang med det indledende arbejde i efterforskningen af en anmeldelse om momssvindel i Multimedia World. I øjeblikket er Københavns Politis sektion for økonomisk kriminalitet ved at indhente en dommerkendelse, der skal åbne op for hvad der er sket i Multimedia World og Getmore.
»Vi er i gang med de indledende skridt og fortager informationsindsamling,« siger vicepolitiinspektør Henning Schmidt.
Når han har set på oplysningerne, vil politiet afhøre personer blandt de involverede i sagen, fortæller Henning Schmidt, der ikke vil oplyse mere om efterforskningen for ikke afsløre, i hvilken retning arbejdet går.
Ledelsen i de to selskaber blev i juni anmeldt til politiet af kurator i det konkursramte selskab, Multimedia World, Boris Frederiksen for svindel med momsafregning og for ulovligt at have flyttet værdier til Getmore.
Nu ser det ud til, at politiets efterforskning trækker ud og ikke når en afslutning i år.
»Økonomisk kriminalitet er en kompleks sag, så vi bliver ikke færdig med efterforskningen i år,« vurderer Henning Schmidt.