EU-kommissionen har annonceret et nyt initiativ med navnet "eEurope - et informationssamfund for alle". Initiativet indeholder en række ambitiøse mål som skal bringe informationssamfundets fordele inden for alle europæeres rækkevidde.
eEurope-initiativet har tre centrale mål:
- Alle borgere, hjem og skoler, hver eneste virksomhed og forvaltning skal kobles til Nettet og føres med ind i den digitale tidsalder.
- Europa skal kunne sin digitale ABC, og skal støttes heri af en iværksætterkultur der er klar til at skyde penge i udviklingen af nye idéer.
- Hele processen skal virke socialt integrerende, underbygge forbrugernes tillid og styrke den sociale sammenhængskraft.
Som middel til at nå disse mål foreslår Kommissionen ti højtprioriterede indsatsområder, som hver har et sæt mål der skal nås ved en fælles indsats fra Kommissionen, medlemsstaterne, erhvervslivet og Europas borgere. Tiltagene har fået følgende overskrifter:
Unge europæere og den digitale tidsalder: Internet og multimedieredskaber skal ind i klasseværelserne og undervisningen tilpasses den digitale tidsalders krav.
Billigere adgang til Internet: Konkurrencen skal øges for at få priserne ned og give forbrugerne flere valgmuligheder.
Fremskyndet e-handel: Lovrammen skal hurtigere på plads, og stat og kommune skal udvide sin brug af elektronisk tilbudsgivning og elektroniske udbud.
Hurtigt Internet for forskere og studerende: Højhastighedsforbindelser til Nettet skal lette samarbejde om uddannelse og arbejde.
Sikker elektronisk adgang via smartcard: Etableringen af en Europa-dækkende infrastruktur skal fremme teknologiens anvendelse.
Risikokapital til højteknologiske SMV'er: Højteknologisk arbejdende små og mellemstore virksomheders adgang til risikovillig kapital skal maksimeres ved innovative midler.
"eDeltagelse" for handicappede: Det skal sikres at informationssamfundet udvikles under hensyntagen til handicappedes behov.
Sundhedssektoren på Nettet: Netsamarbejde og teknologier til helbredsovervågning, informationsadgang og sundhedspleje.
Intelligent transport: Transporten skal gøres sikrere og mere effektiv ved brug af digital teknologi.
Det offentlige på Nettet: Det skal sikres at borgerne har let adgang til det offentliges informationer, tjenester og beslutningsprocedurer over Nettet.
"Teknologi- og markedsudviklingen går hurtigere i dag end måske nogen sinde før i den økonomiske historie", bemærker Erkki Liikanen, kommissær for området Virksomheder og Informationssamfund. Han har koordineret forberedelserne til initiativet. "Der er ikke tid til at vente på at resultaterne af medlemsstaternes og Kommissionens politiske initiativer manifesterer sig. Derfor må indsatsen på vigtige politikområder rykkes frem i forhold til den gældende tidsplan. Det er nu der må tages et initiativ, og initiativet hedder eEurope."
I meddelelsen henvises der til erfaringer fra USA, hvor internetbaserede virksomheder i dag har 2,3 mio. direkte ansatte - de store indirekte beskæftigelsesvirkninger altså ikke medregnet - og det er 1,6 mio. mere end i 1998. "Europa må bygge på sine stærke sider", siger Liikanen. "Vi er førende inden for mobilkommunikation og digitalt tv. Og alligevel er det gået temmelig langsomt med at tage Internet i brug. Men nu er disse brancher på vej til at smelte sammen, og det giver Europa en chance for at udnytte sine teknologiske styrkepositioner og sit høje uddannelsesniveau til at frigøre iværksætterpotentialet. Ved at kombinere beherskelse af den digitale teknologi med styrke inden for mobilkommunikation kan Europa blive førende i det næste store spring fremad mod en trådløs internetverden."
eEurope-initiativet skal gennemføres under det portugisiske formandskab i samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Det er meningen at det skal vedtages på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd der skal holdes i marts 2000 i Lissabon under temaet "Beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed - på vej mod et Europa kendetegnet ved innovation og viden". Derpå skal det udbygges yderligere på det særlige ministerrådsmøde om informationssamfundet i Lissabon en måned senere.