Alle de store pc-producenter har halset efter Asus for at nå kunderne med en netbook, og nu melder danske Zepto sig også på banen.
"Lige nu er netbooks en dille, men når den første begejstring har lagt sig, så bliver netbooks en integreret del af det bærbare marked og vores sortiment," siger direktør Lasse Frost fra Zepto.
Derfor arbejder firmaet på at lancere sin egen netbook.
"Vi vil have en netbook klar senest i 2. kvartal i år," siger Lasse Frost.
Netop nu er den mindste bærbare i Zeptos sortiment en 12" til 4.495,- kroner.
Med den kommende netbook risikerer Zepto at udkonkurrere sit eget produkt.
"Hvis Zepto sælger en netbook til 3.000 kroner på deres hjemmeside, så er der nok færre, der køber deres 12" bærbare. Så længe de ikke har en netbook risikerer de ikke at kanabilisere sig selv," siger Anders Elbak, der er markedsanalytiker hos IDC.
Men dilemmaet er, at Zepto kan blive udkonkurreret på det bærbare marked af konkurrenternes netbooks, hvis de ikke producerer deres egen minimaskine.
Netbook-markedet er i det hele taget en pestilens for computerproducenterne. For indtjeningen pr. solgte maskine er forsvindene lille. Til gengæld er det det eneste marked i vækst.