Hvad er chancen for at møde nye mennesker på nettet ansigt til ansigt, som man kan indgå i reelle formålsbestemte samtaler med? Hvis man altså ser bort fra dating og porno?
Svaret er: ”Alt for dårlig”, mener de to iværksættere Imran Rashid og Andreas Beier.
De to har stiftet firmaet Chatterbay. Firmaet har udviklet en ny teknologi til videokommunikation på hjemmesider og kombineret denne med et koncept for interesseudvikling og salg af ekspertviden.
De to iværksættere er henholdsvis praktiserende læge og civilingeniør, og firmaet hovedsageligt er blevet til i deres fritid for egne midler.
Allerede i går lørdag startede en del af rejsen for Chatterbay – bogstaveligt talt. Da tog de to stiftere af sted sammen med en række andre danske iværksættere på en promoveringstur til Silicon Valley, (se denne ComON-artikel for nærmere omtale af arrangementet).
Chatterbay-konceptet skal ifølge stifterne kombinere community-delen fra Facebook med Skypes videotelefoni, LinkedIns fokuserede netværks-del og eBays salgsmuskler.
Omdrejningspunktet i konceptet er dog brugernes interesseområder. Det skal være det, der driver værket, mener Chatterbay-stifterne.
Gratis
Mens Facebook-vennner ofte har ting som skolegang, familie- eller arbejds-relationer til fælles, så er de fælles referencerammer, som man kan have i kraft af særlige interesseområder, et mere lovende udgangspunkt for nye meningsfyldte relationer, mener de.
”Lovende” skal i denne sammenhæng også forstås i økonomisk forstand.
Hvis man ligger inde med en viden og ekspertise på et bestemt felt, tilbyder Chatterbay, at man kan sælge sin viden i form at rådgivning og gode råd til andre netbrugere, der er interesserede i samme emne. Firmaet tager en mindre procent af transaktionen som betaling for at stille infrastrukturen til rådighed, hvis der er tale om en betalt videosamtale, men som udgangspunkt er det gratis at bruge Chatterbay til at møde andre interessefæller.
Makkerparret har arbejdet på Chatterbay i næsten halvandet år. Deres rollefordeling er den, at Imran fungerer som den storsnakkende og konceptualiserende salgs-fyr, mens Andreas, der har en Master i Systems Engineering fra Syddansk Universitet, er teknikernørden af de to.
”Vi ser os som det produkt, der kunne være kommet ud af eBays opkøb af Skype for nogle år siden, hvis eBay havde været visionære nok. Forestil dig at Skype var et socialt community med mulighed for interaktion og køb-salg, så man nemt og enkelt kunne købe og sælge ekspertviden. Som det er i dag, skal du som oftest kende folk for at kunne videochatte med dem. Skype er derfor bare en telefon på nettet, der forbinder mennesker, der kender hinanden i forvejen. Vores system fungerer mere som en slags videotelefonboks, der kan smides ind på en vilkårlig side, hvor man gerne vil skabe mulighed for videosamtaler mellem mennesker, der IKKE nødvendigvis kender hinanden,” fortæller Andreas Bier til ComON.
Både en portal og en teknologi
”Hvis du f.eks. har en hjemmeside eller en blog og du allerede har en masse brugere, så kan du gratis embedde vores videochat-widget på din egen hjemmeside – hvorefter du nemt og enkelt vil kunne tale ansigt til ansigt med besøgende på siden, sælge din rådgivning og meget mere,” fortæller de to.
Konceptet med at sælge ekspertviden er set i mange udgaver på nettet. For tiden er flere andre firmaer på vej med koncepter, der minder en hel del om Chatterbay. Det gælder for eksempel vinswer.com eller minutebox.com.
”Men vi har allerede identificeret mange andre interessante måder at anvende teknologien på. Bare én af tingene er at man kan komme ind på en side, og uden at man har gjort noget som helst for det, så er der pludselig en der snakker ud til dig! Det kan lige så godt være en levende sælger i stedet for en flashreklame, der prøver at få din opmærksomhed. Reklamebranchen er derfor også en oplagt samarbejdspartner for os. Rent faktisk er der allerede et større mediehus i Danmark som har udvist interesse i at afprøve vores koncept med ”levende reklamer”. Levende support og service er andre oplagte muligheder, for eksempel i kommunalt regi, hvor man måske gerne vil spare penge på øget digitalisering, men ofte er begrænsede af specielt de ældre borgeres udfordringer med selvbetjeningsløsninger,” fortæller Imran Rashid.
”Derudover har vi rent faktisk mulighed for at sende menneskelige ressourcer ”op i skyen”. Vi kan afkoble fysiske arbejdspladser med medarbejderne, så antallet af medarbejdere altid kan tilpasses antallet af kunder uanset om det er netkunder eller fysiske kunder. Et konkret testprojekt, som vi er i gang med på et af landets største apoteker, vil for eksempel betyde, at du inden længe vil kunne gå på apoteket på nettet og få betjening af apotekets medarbejdere, så forskellen i serviceniveauet mellem kunder på nettet og kunder i butikken ophæves,” fortæller lægen og iværksætteren Imran Rashid.
Chatterbay er så langt fremme, at stifterne regner med at lancere produktet i en lukket beta i nærmeste fremtid.