Med salget af kameratelefonerne T610 og T630 som lokomotiv har mobiltelefon-producenten Sony Ericsson trukket sit resultat op til et overskud på bundlinjen efter et solidt underskud sidste år. Selskabet nåede et overskud på 82 millioner euro eller 612 millioner kroner i årets første kvartal, skriver Børsen Online.
Det er tredje kvartal i træk at selskabet har haft overskud. Det er en markant forbedring i forhold til det underskud på 104 millioner euro (774 millioner kroner), Sony Ericsson havde for et år siden.
Omsætningen i kvartalet blev på 1,34 milliarder euro (9,97 milliarder kroner) imod 806 millioner euro året før, hvilket svarer til en stigning på 66 procent. Det positive resultat skyldes bl.a. en række reduktioner i omkostningerne, der blev iværksat sidste år.