TDC slår igen med fornyet styrke over for den svenske konkurrent Tele2. Det danske selskab har forhøjet sit bud på Song Networks med 600 millioner kroner, så det samlende bud nu lyder på 3,9 milliarder kroner. Tele2 overgik i sidste uge TDC med et bud på 3,54 milliarder kroner.
Sammen med det nye bud har TDC købt 33 procent af aktierne i Song Networks. Med det køb sikrer TDC sig en så stor del af Song Networks, at Tele2 ikke kan tvinge TDC til at sælge sine aktier til selskabet, såfremt Tele2 køber resten af Song Networks.
»Vi er glade for allerede nu at have erhvervet 33 procent af aktierne i Song på vores vej mod at opnå kontrol med selskabet. Vi har forhøjet vores oprindelige tilbud, fordi vi er overbeviste om, at der er tale om en god og strategisk rigtig investering,« siger Henning Dyremose, TDC's administrerende direktør og koncernchef som kommentar til købet.
Blokerer for komplet Tele2-overtagelse
Når en aktionær ejer mere end 90 procent af en virksomhed kan de resterende aktier tvangsindløses til den aktuelle kurs. Men med købet af 33 procent af aktierne har TDC blokeret denne mulighed for Tele2, og dermed vil selskabet ikke kunne opnå den fuldstændige kontrol over Song uden at handle med TDC.
Tele2 købte sammen med sit købstilbud i sidste uge 9,5 procent af aktierne i Song.
Song Networks er en meget vigtig brik i TDCs nordiske ekspansionsplan. Hidtil har TDC ikke haft held til at slå igennem i Sverige og Norge, men købet af Song Networks skal rette op det, samt bringe TDC ind på det finske marked.