Netaktivisterne i Anonymous bliver nu selv udsat for Denial-of-Service-angreb.
I næsten to døgn har hjemmeside 4chan.org nu været ramt af et DoS-angreb, som har nedlagt siden, så den enten har været svær eller helt umulig at nå.
"Site er nede på grund af et DDoS. Vi deler nu skæbne med MasterCard, Visa, PayPal og de øvrige - en eksklusiv klub," skrev 4chan på en status-side tirsdag.
Lige siden har 4chan haft problemer, men onsdag aften dansk tid var det atter muligt at hente hjemmesiden. Det vides ikke, hvem der står bag angrebet på 4chan.
4chan.org har intet formelt at gøre med bevægelsen Anonymous, som står bag Wikileaks-hævnen. Aktivisterne nedlagde i vel-koordinerede aktioner hjemmesider, der tilhører personer eller firmaer, der på en eller anden måde har lagt hindringer i vejen for Wikileaks. Det lykkedes at nedlægge de fleste hjemmesider, som de satte som mål.
Selv om der ikke er et formelt tilhørsforhold, så stammer mange Anons - som medlemmer af Anonymous kalder sig selv - fra 4chan, der er et image board, hvor brugerne deler billeder med hinanden. Anonymous har også typisk annonceret deres angreb via billeder, som de har lagt ud på 4chan.
Anonymous har tidligere ramt Scientology og pladeselskabernes organisation IFPI ved hjælp af DDoS-angreb, hvor brugerne installerer værktøjet LOIC, der hjælper dem til at hente informationer fra en server på præcis samme tid, hvorved hjemmesiden går ned. Anonymous har ikke blot benyttet DDoS-angreb, men også eksempelvis almindelige demonstrationer.
Læs dette blogindlæg, hvor ComON chatter med en dansk anon, der deltog i DDoS-angrebene, hvis du vil vide mere om Anonymous-bevægelsen.