Tætte forbindelser mellem universiteter og erhvervslivet kan være en vigtig løftestang for at få mere blus på IT-udviklingen. Og så skal det i højere grad foregå på virksomhedernes præmisser. Det var en af konklusionerne på SummIT 03, et topmøde om IT-udviklingen i det jysk-fynske område, arrangeret af Videnskabsminister Helge Sander.
Mødet løb af stabelen på Sandbjerg Slot torsdag. På mødet udarbejdede 125 ledende erhvervsfolk og forskere fra hele landet ti overordnede bud, der fremover skal sikre et bedre samspil mellem forskning og erhvervsliv.
På mødet var der desuden fokus på fire centre, der blev etableret som et led i det jysk-fynske erhvervssamarbejde og IT-satsning. Det drejer sig om Center for Software Innovation (CSI) i Sønderborg, ISIS Kathrinebjerg i Århus, Center for Indlejrede Software Systemer i Aalborg og Knowledge Lab i Odense.
Hos det blot seks måneder gamle CSI er man allerede godt på vej til at opfylde sin mission om, at blive det IT-mæssige omdrejningspunkt for virksomheder, forskningsmiljøer og universiteter. En række større og mindre virksomheder har ved at benytte centrets kompetencer været i stand til at nå resultater betydeligt hurtigere, end hvis arbejdet skulle være foregået internt i virksomheden.
CSI's medarbejdere har i et tæt samarbejde med forskere på Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet, og sønderjyske virksomheder indenfor den mekatroniske industri, løst mange konkrete projekter. Blandt andet har en række af virksomhedernes softwareudviklere været indstationeret hos CSI, ligesom centret har medvirket ved software modenhedsforbedringer, stået for teknologiovervågning og stået for formidling af viden mellem virksomheder.
Dertil kommet etableringen af et Ph.D. abonnement, der sikrer, at de forskningsresultater de Ph.D.-studerende fremkommer med kan deles mellem flere virksomheder.
»Vi ønsker at skabe et innovativt miljø og have de spidskompetencer, der gør, at vi kommer på verdenskortet, sagde chefen for CSI,« direktør Jimmy Andersen, CSI.
De ti bud
1. Skab bedre koordinering og prioritering af forsknings- og innovationsindsatsen, såvel nationalt som regionalt.
2. Sæt fokus på udvikling af eksisterende og nye regionale styrkepositioner.
3. Synliggør den gode samspilshistorie og de mange succeser - og lær af dem.
4. Skab mere udadvendte og opsøgende forsknings- og uddannelsesinstitutioner.
5. Sæt innovation og iværksætteri på skoleskemaet - på alle niveauer.
6. Styrk samarbejdet på tværs af uddannelse, institutioner, regioner og klynger.
7. Skab lettere adgang til finansiering af den gode ide i opstartsfasen.
8. Skab bedre rammer for samarbejde mellem Ph.D og erhvervsliv.
9. Skab mere interesse blandt små og mellemstore virksomheder for samspil om ny viden med universiteter.
10. Få flere forskere ud i erhvervslivet - og tilbage igen.