Softwarefirmaet Microsoft forlanger at chipfirmaer som vil fremstille processorer til den kommende version af Windows til tavlecomputere skal begrænse sig til at samarbejde med én bestemt computer-producent. Det skriver Bloomberg.
Microsoft forsøger altså at binde hvert chipfirma til ét tablet-design, fortæller anonyme kilder til Bloomberg. Softwarefirmaet har ikke selv bekræftet oplysningerne.
Det ser ud til at Microsoft vil udøve stram kontrol med de tavlecomputere, der skal køre med det kommende Windows 8 til ARM-processorer.
”De forsøger virkelig at kontrollere alting, hele processen. De forsøger at sætte spillets regler,” sagde Acer-chef J.T. Wang tirsdag under et interview på Computex-messen.
Han tilføjede at chipfirmaer og computer-producenter ser Microsofts skridt som ”meget bekymrende”.
Forklaringen på Microsofts strategi kan være at man forsøger at få Windows-tablets hurtigere ud på markedet og samtidig sikre kvaliteten ved at holde et fast greb om tøjlerne.
Microsoft kan ikke tvinge chipfirmaerne til at binde sig til aftalen, men man lokker med forskellige fordele, herunder flere funktioner i softwaren eller lavere priser.
I den normale Windows-verden er det utænkeligt, at Microsoft ville forsøge at forpligte f.eks. Intel eller AMD til at begrænse sig til at levere chips til ét bestemt pc-firma. Det går helt imod pc-tanken. Men situationen ser altså anderledes ud på tablet-markedet, hvor ARM-arkitekturen dominerer.
ARM fremstiller ikke selv processorer, som sælger licensen til at producere ARM-chips til andre firmaer. Intel, Nvidia, Qualcomm og Texas Instruments er blandt dem, der fremstiller under en ARM-licens.
Men det er uklart, om de vil acceptere Microsofts betingelser. Det vil i så fald betyde, at Nvidia f.eks. kun kan sælge sine ARM-chips til én enkelt producent af Windows-tablets.
Salget af tavlecomputere forventes at stige fra 18 millioner sidste år på verdensplan til 70 millioner i år, ifølge tal fra Jefferies Group. Mere end hver anden solgte tablet er stadig en iPad, men det forventes at falde til under halvdelen næste år.