En af de største producenter af Flash-baserede hukommelseskort, taiwanesiske Transcend, har nu startet produktionen af kort med det nye CFast interface. Denne teknologi kan på længere sigt afløse de CompactFlash kort, som stadig bruges i mange kameraer og andet mobilt udstyr.
CFast er en variant af CompactFlash, som bruger den serielle ATA (SATA) bus i stedet for den parallelle ATA/IDE (PATA) bus. Det skal gøre det muligt at overføre data noget hurtigere. SATA understøtter hastigheder op til 3-400 MB/s mens PATA er begrænset til 133 MB/s.
I harddiskenes verden har man for længst skiftet til SATA, men CompactFlash hænger stadig fast i den gamle PATA teknologi.
CFast kræver helt nye kortlæsere og nye kameraer som understøtter teknologien. De nye kort fra Transcend er da heller ikke rettet mod private forbrugere. De skal bruges til maskiner i industrielle anlæg. Der kommer udgaver med 2, 4, 8 og 16 GB.
Pretec viste allerede et 32 GB CFast kort under CES-messen sidste år og de første CFast kort kom på markedet sidste år.
CompactFlash bliver især brugt i de dyre spejlreflekskameraer, men teknologien er under pres fra det mere populære SD-format. I den nye generation SDXC er den maksimale kapacitet øget fra 32 GB til hele 2 TB. Der arbejdes også på at få hastigheden øget til 300 MB/s.
Samtidig er CompactFlash Association i gang med den femte version af specifikationen for CompactFlash, hvor den teoretiske grænse for kortets kapacitet er hævet fra 137 GB til svimlende 144 petabyte.
Men kort med så meget plads kommer nok ikke i handlen lige med det samme.