En dansk løsning baseret på mikrobølgeradio og trådløs IP-telefoni skal fremover forbinde fjerntliggende landsbyer i Bhutan med omverden. Alcatel Danmark har vundet kontrakten på at levere et komplet telekommunikations-netværk til kongedømmet, som ligger højt i Himalayas bjerge. Det Danida-finansierede projekt beløber sig til omkring 110 millioner kroner.
»Alcatel har et internationalt program, som bevidst sigter mod at udbrede adgangen til internet til flest mulig mennesker i verden. Dette projekt vil være med til at revolutionere hverdagen for den fattige befolkning i Himalaya og bidrage til økonomisk vækst og udvikling,« siger Bent A. Hansen, account manager i Alcatel Danmark.
I dag er det kun 75 af ud Bhutans 201 kommuner, der overhovedet har telefon-forbindelser. Den dårlige teleinfrastruktur skyldes især vanskeligheder med at lægge kabler i Himalaya-bjergene.
Det danske projekt skal være færdigt inden udgangen af 2006 og indebærer installation af udstyr i bjergene i op til 4700 meter over havets overflade. Den enkelte abonnent skal udstyres med en solcelle, telefon og lille antenne, der modtager data fra en central sender i den nærmeste landsby.