Ideen bag det nye site, Ask Alex, er at tilbyde råd og vejledning om alt fra hus og have til cykler og både. Ask Alex vil ikke kun tilbyde artikler om, hvordan man fuger i badeværelset - det skal også være muligt at bestille fugemassen på sitet. Fra starten vil sitet tilbyde 1300 artikler om gør-det-selv emner. Antallet skal øges med 5000 om året.
Efter den seneste kapitaltilførsel på 16 mio. kr. ejes Mylexicon A/S, der står bag Ask Alex-konceptet, af Jim Groser med 35,13 procent af aktierne, venturevirksomhederne Tele Danmark Innovation og Internet Ventures Scandinavia A/S med hver 29,27 procent af aktierne og Teknologisk Innovation A/S med 6,33 procent.