De danske hjem bliver fyldt med stadig mere elektronik. Men samtidig er der krav om, at energiforbruget skal sænkes. Det passer dårligt sammen. Men ifølge IT-Branchen og Elsparefonden kan fremtidens bolig samtidig være grøn og digital. På messen »Boligdrømme for alle« i Herning den 26.-28. september vises både et traditionelt dansk hjem med strømslugende apparater og et fremtidshus med energibesparende, trådløse og grønne energivenlige løsninger.
»Tidligere var mange af de smarte designs og tjekkede fjernbetjeninger til at blære sig lidt med. Sådan er det slet ikke nu. I dag er danskerne drevet af den grønne bølge. Vores hjem skal være praktiske, smarte, energibesparende og klimavenlige med CO2-udledning i fokus,« siger Henrik Egede fra IT-Branchen.
I den digitale bolig på Danmarks største boligmesse er der bl.a. muligt at opleve løsninger, hvor man kan styre lys, varme og overvåge energiforbruget i hjemmet fra computeren. Intelligent styring skal sørge for, at lyset automatisk slukker og tænder, når vi går fra et rum til et andet, computeren går i dvale, når vi ikke længere bruger den, og at vi kun bruger varme i de rum og på de tidspunkter, hvor vi er hjemme.
»De intelligente løsninger er et nyt område med et kæmpe potentiale. På sigt kan danskerne skære deres energiforbrug ned med en tredjedel ved hjælp af intelligente løsninger. På Boligdrømme for Alle kan de besøgende få et kig ind i den digitale virkelighed med intelligent styring af hjemmet. Det vil betyde store besparelser for den enkelte forbruger og samtidigt en gevinst for miljøet,« siger projektleder Anders Hjorth Jensen fra Elsparefonden.