det børsnoterede hostingselskabet Athena IT-Group har solgt sit tyske datterselskab Athena IT-Group GmbH til selskabets daglige leder tyskeren Thomas Meyhoff.
»Det er for at kunne fokusere yderligere i Danmark. Samtidig tror vi på, at vi måske får mere ud af det tyske marked, hvis vi har en ejerleder ved roret,« siger Athenas koncernchef Peter Kroul til ComONs søsteravis CRN.
Det er nemlig meningen, at Athena IT-Group GmbH skal fortsætte med at sælge Athenas løsninger i Tyskland. Men med det nye ejerskab bliver indsatsten styret fra Tyskland af en tysker.
»Han kender markedet bedre, og samtidig bliver det også hans opgave at finde yderligere partnere i Tyskland, der kan sælge vores produkter,« siger Peter Kroul om Thomas Mayhoffs overtagelse af det tyske selskab.
Athena IT-Group ønsker ikke at oplyse salgsprisen for det tyske selskab, men Peter Kroul pointerer overfor CRN, at der ikke er tale om en foræring.
I forbindelse med salget af sit tyske datterselskab oplyser Athena, at de fortsat forventer at nå årets mål med en indtjening mellem to og en halv og tre millioner kroner. Men omsætning bliver qua salget af det tyske datterselskab en smule mindre.