Mobilkunder på Telia og Sonofons net risikerede i denne uge at modtage alt for mange kopier af samme sms eller at modtage dem i en besynderlig rækkefølge. Kaoset skyldtes et kabelnedbrud, der satte en kontrolfunktion mellem Telias og Sonofons mobilnet ud af kraft.
»Jeg har oplevet, at folk har skrevet til mig og været irriterede over, at de har fået mine beskeder op til 200 gange! Andre har kun fået dem 10 gange, eller 20-30 gange,« skrev en læser til ComON.
Teleselskabet Telia har ikke noget overblik over det komplette omfang af de tekniske komplikationer, men teleselskabet opdagede dog, at noget ikke stemte overens.
»Det sker faktisk ret tit, at entreprenører gravere kabler over, men normalt kan vi omdirigere trafik, men det her tilfælde var et af de mere alvorlige,« beretter kommunikationsdirektør Anders Monrad Rendtorff fra Telia.
Mandag blev en sur dag for teleselskabet og dets telekunder, da flere entreprenører var for langt fremme med gravegrabberne. Det gav længere nedbrudstimer end sædvanligt.
Telia konkluderede efterfølgende, at den svigtende kontrolfunktion med sms-beskeder kom af kabelnedbruddet, men de nærmere omstændigheder arbejder teknikerne stadig på at afklare.