Den offentlige sektor halter bagefter den private sektor, når det handler om investeringer i it. Hos Dansk handel & Service mener man, at den offentlige sektor baserer sine it-investeringer på et alt for kort tidsperspektiv, og slet ikke bruger de penge som opgaverne i den offentlige sektor kræver.
»I stedet for at tænke langsigtet og lave investeringerne, så de svarer til behovene på langt sigt, er der en tendens til, at man laver lappeløsninger der virker her og nu, men som ikke bringer noget med sig på langt sigt,« siger chefkonsulent i Dansk Handel & Service, Bjarne Jakobsen.
Baggrunden er en undersøgelse af investeringsniveauet i den offentlige og private sektor, som Dansk Handel & Service har foretaget. Undersøgelsen konkluderer, at hvis den offentlige sektor skal investere, så det svarer til den vægt på arbejdsmarkedet som sektoren har, ville den offentlige sektor skulle investere tre gange så mange penge om året i it. På nuværende tidspunkt investerer den offentlige sektor omkring syv milliarder kroner om året i it.
Taberstrategi
Bjarne Jakobsen mener, at de offentlige myndigheder og virksomheder holder på pengene i unødig grad.
»I stedet for at gå ud og få rådgivning i hvilke løsninger der er brug for, ser vi mange eksempler på, at man laver gør-det-selv løsninger, som kun dækker behovet her og nu,« siger han.
Samme konklusion er Rambøll Management kommet til rapporten "IT i Praksis 2005."
»Der vil være et stort potentiale ved at bevæge sig fra de overvejende egenudviklede systemer til i højere grad at basere sig på standardrammesystemer, på samme måde som de private virksomheder har gjort det branche efter branche. Ikke mindst for at få standardiserede grænseflader til andre systemer,« skriver Rambøll Management i rapporten.
Bjarne Jacobsen tøver ikke med at kalde det offentliges strategi for investeringer i it for "en taberstrategi styret af en kræmmermentalitet."
»Det betyder, at der ikke bliver lavet de langsigtede investeringer i offentlig it, som der virkelig er brug for, og det kommer til at betyde dårligere service til borgerne og giver løsninger, der meget vel kan ende med at blive dyrere på langt sigt,« siger han.
Kassetænkning
I Dansk IT bakker man op om holdningen fra Dansk Handel & Service.
»Vi kunne godt tænke os, at den offentlige sektor så anderledes på investeringerne i it. Som det er nu er det hverken særligt ambitøse eller sammenhængene investeringer, der foretages,« siger Jacob Primault, afdelingschef i Dansk IT.
Han peger blandt andet på en tendens til kassetænkning inden for den offentlige sektor.
»Vi så gerne, at man lagde investeringerne fra stat, amter og kommuner sammen for på den måde at opnå stordriftsfordele og synergieffekter,« siger Jacob Primault fra Dansk IT.
Han mener, at investeringerne dermed ville kunne tænkes ind i et større persepktiv.
»Det er jo ikke altid sådan at den der laver investeringen, også nødvendigvis er den der opnår de største fordele. Det betyder at visse offentlige virksomheder undlader investeringer, som giver fordele for andre og dermed medvirker til en bedre administration, fordi man er nødt til at tænke på beholdningen i sin egen kasse,« siger Jacob Primault.