Enhedslistens forslag om at TDC skal tilbage i statsligt regi efter mere end 10 år som privat virksomhed vil kræve et dybt tag ned i statskassen. Med den aktuelle aktiekurs har selskabet en markedsværdi på 53,4 milliarder kroner, og selvom staten nøjedes med en kontrollerende aktiepost på 51 procent, i stil med den som de tre nordiske regeringer har i SAS, så ville det koste over 27 milliarder kroner.
Enhedslistens teleordfører Per Clausen erkender at det er et urealistisk projekt.
»Det er udelukket at skulle købe TDC tilbage til den markedsværdi, men så kunne en ekspropriation komme på tale,« siger teleordføreren til IT-avisen ComON.
»Det afgørende er at man laver en ordning så TDC kommer tilbage på statslige hænder,« understreger Per Clausen.
Formålet med at få TDC til staten skulle ifølge Enhedslisten være at sikre gratis bredbånd til alle og bruge TDC som frontløber i en statsligt drevet udviklingspolitik.
Forslaget skydes dog ned af det andet venstrefløjsparti SF, der mener det er vigtigere at sikre bedre kontrol af TDC.