Danske Thomas Bro pusler i øjeblikket med et it-iværksætterprojekt. Men det er for en stund trådt i baggrunden. Nu skal han til at bruge tid på et sideprojekt, som egentlig blot var sat i verden for at samle interesse for iværksætterprojektet. Men måske er det sideprojektet, der viser sig at have største potentiale.
Sideprojektet Start Up Lotto var Thomas Bros måde at tiltrække potentielle brugere til sin nye unavngivne webtjeneste. Startuplotto er kort sagt et lotteri, hvor iværksættere sætter én procent af deres virksomhed på spil, hvis tilpas mange nye brugere tilmelder sig. Helt nøjagtigt skal 750.000 brugere på verdensplan tilmelde sig. Så ruller lottokuglerne hos Start Up Lotto, og en heldig bruger vinder en ejerandel blot ved at tilmelde sig.
Hele 750.000 brugere lyder som et højt tal for en lille danske opkomling, men Thomas Bro har fået blod på tanden, efter han i går tippede den engelske webavis Springwise.com om sit nye foretagende. På under et døgn er 2-3000 emailadresser blev indtastet på den danske webside.
"Det var lidt for sjov, at jeg sendte den ind, så det tog mig lidt med bukserne nede, at den kom på, og folk tog så godt i mod idéen. Og så synes jeg, at det er lidt sjovt, at min side, som tog en uge at udvikle nu ligger side om side med Danske Banks mobil-app på Springwise," siger Thomas Bro.
Det har givet han tro på, at Start Up Lotto kan have en fremtid til andet end at skaffe opmærksomhed til den større iværksætter-idé, som på nuværende tidspunkt er hemmelig, men som han laver sammen med sin nuværende arbejdsgiver nordjyske Netimage.dk.
"Jeg fik som sagt idéen til Start Up Lotto, fordi jeg selv er ved at få udviklet min egen tjeneste, som kommer til at kræve en del bruger under opstarten. Men jeg har som andre iværksættere den udfordring, at jeg skal have fat i den kritiske masse. Hvordan kommer man ud til masserne? For nyligt var jeg til foredrag hos VentureCup, hvor Arne Winther, der er business-angel, talte. Han fokuserede meget på, at det ikke kun handler handler om at have den rigtige idé eller de rigitge mennesker på holdet. Han fokuserede meget på traction," siger Thomas Bro med henvisning til kombinationen af PR, trafik og kunder i butikken.
Og kunderne skal Start Up Lotto være med til at skaffe. Thomas Bro regner med, at det sagtens kan lade sig gøre at finde opstartsfirmaer, som vil risikerer at afgive en ejerandel på én procent væk, da de samme firmaer ofte afgiver store ejerandele til investorer, som ikke på samme måde kan garantere, at der kommer kunder i butikken. Derfor skal der nu sættes fut i udviklingen af Start Up Lotto.
"Jeg lavede jo det her for sjov, men nu bliver jeg nok nødt til at tage det lidt seriøst. Jeg overvejer at samle en bedømmelseskomite, som kan være med til at udvælge de mest interessante opstartsselskaber så vi ikke bare spammer folk. Man kunne tage fat i Morten Lund eller Niklas Zennström. Det ville også være med til at give firmaerne en form for blåstempling," siger Thomas Bro.
Hvis man blot er nysgerrig på nye web-firmare, og ikke nødvendigvis vil vinde ejerandele i dem, så kan man også tilmelde sig en lignende tjeneste ved navn Betali.st.