En af landets største it-distributører blev opkøbt, da Tech Data slugte Rosenmeier i denne uge. Og det er en god ting, lyden kommentaren fra konkurrenterne.
Hos Actebis håber nordisk direktør Torben Qvist, at Tech Datas opkøb af Rosenmeier Electronics betyder et mere sundt marked.
»Jeg er meget positiv overfor dette opkøb. Det er det helt rigtig skridt med en yderligere konsolidering på markedet,« siger Torben Qvist og fortsætter:
»Vi har oplevet en hård konkurrence, som har gjort, at prisniveauet har været urealistisk lavt: men denne konsolidering, må vi håbe at folk bliver mere kloge og begynder at tænke på, at tjene penge.«
Umiddelbart vil Torben Qvist ikke kommentere på, hvordan han tror Tech Data og Rosenmeier kommer til at fungere samlet.
»Men vi har respekt for, at Rosenmeier har forsøgt at drive en sund forretning. Det vil være et godt træk, hvis nogle af de sunde principper bliver migreret med ind i den nye virksomhed,« lyder det dog drillende fra Actebis-direktøren.
På samme måde vil Torben Qvist heller ikke forholde sig til, om Actebis får en mere ligeværdig konkurrent på broadline-distributionsmarkedet.
»Tiden må vise, om vi får en stærkere konkurrent. Det, vi kan se nu, er, at vi får en konkurrent mindre,« konstaterer Torben Qvist.