Dells administrerende direktør i Danmark, Stig Jørgensen bekræfter overfor ComONs søsterblad CRN, at der er lange ventetider på visse fladskærme og bærbare pc'er, og forklarer, at de lange ventetider skyldes en global mangel på råglas til produktion af fladskærme samt tekniske problemer med lakering af bærbare pc'er. For at begrænse frustrationerne hos kunderne har man for den bærbare model, XPS M1330's vedkommende, gjort den mindre synlig i webbutikken. Den kan dog stadig bestilles.
Stig Jørgensen kan ikke oplyse, hvor lang ventetiden er på de problematiske produkter. Han lover, at berørte kunder kan kontakte kundeservice, der vil hjælpe med at omkonfigurere kundens bestilling, så et manglende delprodukt kan blive skiftet ud med en del, der er på lager.
Analyseekspert David Barnes fra Display Search, der følger fladskærmsbranchen, bekræfter, at der ikke er nok materialer til at dække den globale efterspørgsel på fladskærme. Konsekvensen kan blive en udsultning af mindre markeder, der kommer bagerst i køen, når de store lande skal have stillet deres sult efter fladskærme.
»Der er en tendens til, at de store markeder får først. Når der er mangel på glas, tager virksomheder som Dell forsyningerne fra små markeder som for eksempel Australien og Danmark,« siger David Barnes, Display Search.
Påstanden om, at små markeder bliver snydt, afvises dog af Dell Danmark.
»Der sker ikke nogen forfordeling af enkelte lande. Landene får efter, hvornår ordren kommer ind på fabrikken,« siger Stig Jørgensen, Dell.