Som ComON kunne fortælle i går, er der udbrudt et åbent skænderi mellem de to giganter Microsoft og Google om patentkrav mod Android. Den slags diskussioner bliver normalt ført bag lukkede døre. Men de to selskabers jurister har helt usædvanligt valgt at fremføre deres argumenter mod hinanden på Twitter og i offentlige blogs.
Det er blevet til en omgang mudderkastning – og den fortsætter nu. Google anklager Microsoft for at samle patenter der kan bruges mod Android. Microsoft og Apple har betalt 23 mia. kroner for Nortels gamle patentsamling – disse patenter skal nu bruges til at opkræve licens fra producenter af Android-telefoner, mener Google.
Den grundlæggende anklage er, at Microsoft har opgivet at konkurrere med Google på markedet for mobile operativsystemer og i stedet forsøger at ”snyde” ved at bruge patenter til at tryne konkurrenten. Det afviser man ikke overraskende hos Microsoft, hvor man peger på at Google faktisk blev inviteret til at gå med i det konsortium der købte Nortel-patenterne.
Men det var en fælde, svarer Googles chef-jurist David Drummond nu igen i sin blog. Selv hvis Google var gået med i konsortiet, havde Microsoft stadig haft mulighed for at bruge patenterne mod Android.
”Et fælles køb af Nortel-patenterne hvor alle parter fik en licens ville fjerne enhver beskyttelse som disse patenter kan give til Android mod angreb fra Microsoft og de andre bydere. De har sikkert opfattet det som en genial strategi, fordi de kunne sikre at vi ikke kan bruge patenterne til at forsvare Android – og samtidig få os til at betale for det. Vi hoppede ikke på den,” skriver Drummond i en opdatering til sin blog.
Microsofts kommunikationschef Frank Shaw skyder igen på Twitter og fremfører at Googles sagde nej til at gå med i konsortiet, fordi de kun er interesseret i at købe noget som de kunne bruge mod konkurrenterne. Microsoft fastholder at Google nægter at samarbejde for at reducere patentrisikoen for hele branchen. Og sådan fortsætter mudderkastningen.