Tre måneder i skyggen. Det er prisen for en mand fra Hong Kong for at have delt filer på internettet.
Det skriver BBC. Ifølge myndighederne i Hong Kong er han den første i verden til at få en fængselsstraf for fildeling.
Den dømte, Chan Mai-Ming blev arresteret i januar for at have oploadet tre Hollywood-film; Daredevil, Red Planet og Miss Congeniality.
Han havde brugt fildelingstjenesten Bittorrent, som er en af tidens mest populære fildelingstjenester, med en høj hastighed, der gør den attraktiv for pirater der vil udveksle store filer, for eksempel film.
Myndighederne i Hong Kong håber at dommen kan tjene som en advarsel til andre fildelere. Men BBC´s korrespondent i Hong Kong fortæller, at der ikke er set en nedgang i mængden af fildeling, siden sagen startede i januar, også selv om sagen er flittigt beskrevet i medierne.