Per Helge Sørensens debutroman "Mailstorm", netop udkommet hos Forlaget Centrum, beskrives som en litterær thriller om overvågning på Nettet. En ph.d.-studerende på DTU bliver tilfældigt vidne til et mord via et web-kamera.
Stort set samtidig kører en amerikansk programmør ud over en skrænt i San Francisco.
Hurtigt står det klart, at de to begivenheder langtfra er uafhængige, men i stedet brikker i det globale politiske spil om nye ubrydelige koder, som kan forhindre aflytning på Internet.
Gradvist går det op for den ph.d.-studerende, at kampen er begyndt at udspille sig skræmmende tæt på ham selv, og at den ikke alene involverer den danske og den amerikanske efterretningstjeneste, men også den magtfulde amerikanske IT-industri.
Forfatteren, den 32-årige ingeniør Per Helge Sørensen, har tidligere været ansat i Forskningsministeriet og er medstifter af danske organisation "Digital Rights".