NemID får forældre til at droppe ForældreIntra

Login-funktionen er for besværlig.

Forældre på en nordsjællandsk skole er så frustrerede over NemID, at det har fået dem til at droppe det såkaldte ForældreIntra.

Via ForældreIntra kan forældrene blandt andet få svar fra skolen og kommunikere med andre forældre. Men i stedet er forældrene nu gået tilbage til at sende emails til hinanden. Det skriver Lokalavisen.dk.

Det er forældre til elever på Skovlyskolen i Holte, der er trætte af, at de skal bruge NemID for at komme ind på ForældreIntra.

"Dette er en fantastisk forringelse af Forældreintra, og vil gøre kommunikationen mellem forældre og skole/lærere samt forældre imellem væsentlig ringere end hidtil. Vi modtager stort set dagligt beskeder i Forældreintra, og det var dejligt nemt at logge ind før. Det tog under 30 sekunder, så var man ved de nye beskeder. Det tager alt, alt for lang tid, at logge ind via Nem ID - som er alt andet end nemt at have med at gøre. I forvejen er der forældre på skolen, som det har været svært at lokke til at læse Forældreintra med det gamle login, og det bliver jo umuligt fremover," siger en af forældrene Tine Andersen.

Hun er sikker på, at forældrene nu holder sig til emails, og at kommunikationen mellem lærer og forældre forbliver på et beskedent niveau.

Argumentet for at lukke systemet inde bag NemID er, at det indeholder personfølsomme oplysninger som elevplaner. Tidligere var det nok at bruge telefonnummer og adgangskode for at logge på.


Besværligt men sikkert

ForældreIntra udvikles af SkoleSoft og drives af UNI*C og bruges på stort set alle kommunale folkeskoler.

Ifølge UNI*C er det op til kommunerne at beslutte, hvilken loginløsning man bruger. Der kan vælges en simpel logonløsning med brugernavn/kodeord, digital signatur (NemID) eller en valgfrihed mellem de to.

Rudersdal Kommune har valgt at tvinge forældrene til at bruge NemID.

“Der er selvfølgelig nogle fordele og ulemper ved udelukkende at vælge digital signatur. Man opnår en form for rationaliseringseffekt ved bruge et enkelt kodeord på tværs af forskellige tjenester, og så er der en højere sikkerhed med NemID. Den tydeligste ulempe er, at det for nogle forældre kan opleves som mere bøvlet at skulle bruge NemID, hvor de flere gange i løbet af en måned skal have deres kort frem,” siger Ole Windeløv, salgschef i UNI•C Uddannelse.

I gennemsnit er forældrene logget på systemet hver anden dag.

Selv om forældrene anvender NemID, så får de præcist de samme oplysninger, som hvis de havde brugt en ganske normal kombination af et kodeord og et brugernavn. For kommunernes side har NemID-valget den fordel, at det er lettere at integrere med andre tjenester - for eksempel Borger.dk.

“Der er pt. ikke nogen forskel i forhold til, hvad man kan se, når man er logget ind på ForældreIntra med henholdsvis kodeord eller NemID. Men når vi hører om ting som i Rudersdal Kommune, så tænker vi selvfølgelig på, om vi kan lave nogle mere differentierede løsninger,” siger Ole Windeløv.

Det kunne for eksempel være, at forældre kun skal finde deres NemID-kodekort frem, hvis der virkelig er tale om personfølsomme data, og havde adgang til de mere harmløse oplysninger med et simpelt logon.

“For hvis man ser på det, så er 90 procent af de ting, som forældrene foretager sig helt uskyldige. For eksempel at de tilmelder sig arrangementer, eller at de sige ja til at tage kage med til et møde,” siger Ole Windeløv.


Den nemme adgang er stadig mulig

Hos Rudersdal Kommune mener områdechef Jette Bondo, at der er blevet lyttet til kommunens forældre i forbindelse med NemID-valget fra d. 1. juni. Hun hæfter sig ved, at der kun er kommet kritik fra to ud af kommunens 13 skoler.

Hun forklarer, at forældrene også stadig har adgang til oplysninger uden papkortet.

"Vi valgte at gå over på NemID udfra et datasikkerhedshensyn. Der ligger en masse ting på ForældreIntra, for eksempel elevudviklingsplaner, og der mener vi simpelhen ikke, at en pinkode er sikker nok. Men forældrene har stadig mulighed for at logge ind på vores egen borgerserviceløsning MobilRuden og se de mere dag til dag-agtige ting, der sker i skolen," siger Jette Bondo, der er områdechef for borgerservice og digitalisering.

MobilRuden vandt Digitaliseringsprisen i 2010. 

"Så vi har givet MobilRuden et lille løft nu, og der kommer et større teknisk løft til efteråret. Men når det er sagt, så synes jeg da også kun, at det kan gå for langsomt med at få gjort NemID mere mobil og lettere at bruge. Men alle rygter siger også, at der kommer en mere brugervenlig version til efteråret" siger Jette Bondo. 

I forbindelse med overgangen til NemID var der i sidste uge tekniske problemer, som gjorde, at der blev lukket ned for ForældreIntra i Rudersdal Kommune.

Der var cirka 550.000 forældre, der anvendte ForældreIntra i 2010.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere