Guitar Hero og Rock Band ville ikke være det samme uden Motley Crüe, Metallica og Nirvana. Derfor vil pladeselskaberne nu have en større del af kagen fra spillene. Pladeselskaberne er nemlig for alvor ved at få øjenene op for spil som fremtidens distributionsplatform. Det skriver IFPI i rapporten Digital Music 2009.
Ifølge NPD stod musikspil for 15 procent af spilsalget i første del af 2008 og 32 procent af væksten i spilsalg i USA sidste år. Alene Guitar Hero serien har solgt 23 millioner eksemplarer. Det seneste spil i serien har som det første spil i historien indtjent over en milliard dollars.
Nu vil pladeselskaberne have flere penge for deres sange.
"Musikelskere elsker spil som Guitar Hero og Singstar. Derfor skal der være et retfærdigt partnerskab med spilbranchen, der anerkender at det er musikken der gør, at folk gider spille spillene," siger Francis Keeling fra Universal i IFPI rapporten.
Samme Universals engelske afdeling rapporter, at spil har overhalet filmindustrien og er lige efter reklameindustrien den største indtægtkilde for selskaberne udover direkte salg.
I 2008 skete der et skred i musikspil. Band som Aerosmith, Metallica og AC/DC har udgivet hele albums på spil og den første digitalisering af The Beatles musikkatalog kommer til at blive i et spil. Bandet Motley Crüe frigav singlen Saints of Los Angeles i Rock Band samme dag som den almindelige lancering. I den første uge blev sangen hentet 14.000 gange på iTunes, men 50.000 gange i Rock Band.
Ifølge Microsoft bliver der hentet 3,8 millioner sange om måneden via Xbox Live, der kan spilles i Rock Band eller Guitar Hero.