”Velkommen til Medina!"
Popdronnningen Medinas sang, der er en hyldest til hendes fans, kører i landets popradioer, men det er ikke en sang, de endnu kan nynne med på hos bibliotekernes nye streamingtjeneste, BibZoom.dk.
For Medina er ikke i kataloget.
Tjenesten, som skatteborgerne betaler for gennem landets folkebiblioteker og kan bruge ved at oprette sig på det lokale bibliotek, skulle have haft 3,4 millioner sange at bladre mellem, men lige nu ligger der blot 2,4 millioner sange, en million færre end planlagt.
Til sammenligning har TDC's Play og Telenors WiMP omkring seks millioner sange i deres kataloger. Altså dobbelt så mange.
”Vi mangler både noget dansk og noget populær pop. Til gengæld har vi fået nogle fantastiske klassiske og jazz-kataloger med fra dag et, og det er vi også glade for,” siger Flemming Munch fra Statsbiblioteket i Århus, som er tovholder på projektet.
”Det er pionerarbejde at lave streaming,” undskylder han sig.
Kontraktbrud
Tjenesten, der stadig er i beta, er ikke helt popforladt. Hvis man eksempelvis vil lytte til Robbie Williams, mangler tjenesten ikke nogen sange, og hvis man går efter den svenske popdronnning, Robyn, er hendes albums også at finde.
Flemming Munch forklarer, at det er underleverandøren Basepoint Media, som har lavet streamingtjenesten, og også står bag blandt andent Bilkas online musikbutik, som ikke har levet 100 procent op til de fælles målsætninger.
Konsortiet bag BibZoom.dk har derfor lavet en ny kontrakt med Basepoint Media, hvor bibliotekerne betaler mindre end i den første kontrakt.
Pladeselskaber ikke med
Flemming Munch har tidligere over for ComON sagt, at www.bibzoom.dk havde de nødvendige aftaler på plads med alle de relevante rettighedshavere. Sangskriverne og komponisterne er gennem KODA ganske rigtigt med, men nogle af de større pladeselskaber tøver med at gå med til at stille deres sange til rådighed, forklarer Flemming Munch nu.
”Udfordringen er at få fat på de sidste pladeselskaber,” siger han.
Han regner med at den sidste million numre – forhåbentligt også Medina – er at finde i kataloget på et tidspunkt i løbet af dette efterår. Derudover regner han med, at konsortiet bag bliver nødt til at blande sig lidt mere i forhandlingerne med pladeselskaberne som en form for stille partner.
Basepoint Media, der står for både at lave tjenesten og få kontrakterne på plads, melder, at de forventer forhandlingerne afsluttet en gang i august og senere vil sangene så ligge der.
”Det er en proces, der kører,” siger Jesper Bang-Olsen, direktør for Basepoint Media.
Han afviser at kommentere yderligere.
Bekymring for indtjening
Flemming Munch mener, at det er naturligt, at pladeselskaberne er bekymrede for at kaste sig ud i nye streamingtjenester. Pladeselskaberne frygter, at danskerne vil stoppe med at købe musik, eller at det eksisterende marked for streaming vil blive forringet, vurderer han.
”Rettighedshavere skal tænke på, i hvilket omfang denne tjeneste kannibaliserer de andre,” siger han.
”De tænker over, hvordan det påvirker andre ting i markedet, og det gør det jo. Download er på flere måder allerede et gammeldags produkt,” siger Flemming Munch.
Han tror ikke selv, at folk stopper med at købe musik, blot fordi de gratis kan streame via den skatteborgerbetalte tjeneste. Bibliotekerne har altid udlånt musik gratis til danskerne, og det vil de fortsætte med at gøre – også selvom de må skifte teknologisk platform med jævne mellemrum, siger Flemming Munch.
”Vi tror helt generelt på, at bibliotekernes formidling og udlån støtter salg og den samlede branches indtjening, men det kan vi jo ikke dokumentere endnu,” siger han.
Populær tjeneste
Selv om tjenesten ikke har så mange sange endnu, er den populær. Ti dage efter lanceringen første juli var antallet af brugere – i forhold til den gamle tjeneste, hvor man blandt andet kunne downloade sange for en periode - tredoblet. Der er nu omtrent 8500 unikke besøgende om dagen.
Bibliotekerne køber en pulje af streaminger. Prismodellen er lige nu, at Bibzoom betaler 20 øre per streaming, altså per påbegyndt sang. Det er fire gange mindre end download, der koster 80 øre. Til gengæld kan brugeren ved downlån tage sange med på en MP3-afspiller og lytte ubegrænset til den i en uge, hvorefter sangen på grund af DRM stopper med at kunne afspilles.
Hvis Bibzooms brugere lytter flere end det antal sange, som Bibzoom på forhånd har betalt for et år, må biblioteksfolkene enten slukke for tjenesten resten af året eller forhandle en ekstra pris på plads.
Kommuner mangler
For at kunne bruge BibZoom.dk skal danskerne oprette en bruger hos det lokale kommunebibliotek. Det er dog ikke alle danskere, der kan bruge tjenesten endnu. Ud af landets 98 kommuner er lidt over halvdelen, 54, gået med til at betale for ordningen.
”Det synes vi egentlig er rigtig flot, den økonomiske situation i Danmark og kommunerne taget i betragtning, men vi går efter 98,” siger Flemming Munch.
Landets største kommune, København, står endnu udenfor. Til dagbladet Politiken fortalte kommunen, at de var bange for, at prisen eksploderer.
Det afviser Flemming Munch. Hvis brugerne pludselig lytter til enormt mange numre, vil Bibzoom blot stoppe med at streame musik. Så må borgerne vente på, at der igen er penge til streamingen.
”Efterspørgslen kan eksplodere, men vi kan altid tænde og slukke for maskinen,” siger Flemming Munch.
”Vi monitorerer forbruget hver dag,” siger han.
Kommer med næste år
Hvor blot hver anden kommune har tilsluttet sig streamingdelen af BibZoom.dk, så er alle landets kommuner tilmeldt sidens downloadservice, hvor der er 3,4 millioner sange.
Flemming Munch mener, at Bibzoom.dk er midt i en indslusningsfase, hvor kommunerne skal finde rum i budgettet – og måske skære ned på købet af CD'er – før de går med til også at bruge penge på musikstreamingen.
København, samt de fleste af de landets øvrige kommuner, kommer forhåbentligt med fra første januar 2011, siger Flemming Munch.
”Jeg kan slet ikke forestille mig, at de ikke kommer med. Så er det fordi, tjenesten ikke er god nok. Og det her er en langt bedre service end at låne en gammeldags cd. Der er intet bibliotek, der har et katalog, der bare tilnærmelsesvist matcher BibZoom.dk,” siger han.