Creative Labs introducerer lydkortet Sound Blaster LIVE! Platinum, der er rettet mod pc-brugere med en musiker i maven. Creative Labs introducerede sidste år Sound Blaster LIVE! teknologien, der var baseret på en særlig lydchip, EMU10K1, der sammen med softwarepakken Live!Ware og surroundsound-højttalere skabte et ægte 3D-lydunivers i computerspil og andre programmer.
Sound Blaster LIVE! Platinum er, som navnet antyder, en forfining af LIVE! kortet - denne gang primært rettet mod semiprofessionelle musikere. Som noget nyt har Creative Labs udstyret LIVE! kortet med "Live!Drive II" - et tilslutningspanel man monterer på fronten af sin pc på samme måde, som man normalt ville montere et diskette- eller cdrom-drev. Med Live!Drive II kan MIDI-instrumenter, mikrofoner, forstærkere og andre eksterne enheder tilsluttes computeren ganske enkelt og fleksibelt - og uden at man skal kravle bag computeren. Live!Drive har tilslutningsmuligheder for bl.a. MIDI in/out, digital SPDIF in/out, optisk SPDIF in/out og mikrofon.
Med Platinum lydkortet følger desuden en stribe programmer til musikeren, nemlig Steinberg Cubasis VST og Steinberg Recycle Lite. Samtidig giver Creative Labs musikerne mulighed for at skabe sine egne "musikvideoer" med det nye LAVA! Program, der automatisk skaber en videosekvens, der reagerer på musikken.
Sound Blaster LIVE! Platinum er i butikkerne nu. Den vejledende udsalgspris er cirka 2.195,- kroner.
Samtidig har firmaet introduceret Sound Blaster Live! Player 1024. Dette lydkort har den samme lydteknologi som Platinum lydkortet.
Live!Drive II er ikke en del af Player lydkortet, men når behovet opstår og man som bruger har brug for de smidige tilslutningsmuligheder, behøver man ikke skrotte sit Player lydkort og købe et helt nyt Platinum lydkort. Man opgraderer blot med Live!Drive II.
Prisen er 795 kr. inkl. moms.