Tøj, der ikke tager imod pletter, som ikke krøller, som undgår svedlugt, som er vandafvisende i regnvejr, og som holder kroppen på en konstant temperatur, uanset om det er koldt eller varmt udenfor. Det er noget af det, som fagfolk kalder for intelligente tekstiler. En af de danskere der har beskæftiget sig mest med emnet er Hanne Troels Jensen, der er leder af Videncenter for Intelligente Tekstiler ved VIA University College i Herning. Hun mener at det tænkende tøj er lige om hjørnet.
”Den teknologi, der skal til for at producere intelligente tekstiler, findes allerede. Forbrugerne kender bare endnu ikke mulighederne og aner ikke, hvad de går glip af,” siger Hanne Troels Jensen.
Hun rejser selv rundt i verden for at se, hvad designere og andre udviklingsfolk har på tegnebrættet, når det gælder intelligente tekstiler. I sidste måned var Herning vært for en udstilling og konference om fremtidens beklædning, hvor eksperter fra udlandet mødtes for at debatere teknologien.
Her kunne man blandt andet opleve en frakke med indbygget overvågningskamera, en kjole der samtidig fungerer som bærbart musikinstrument og en særlig halsbeklædning, der giver mulighed for at lytte til kroppens indre.
Det er måske ikke lige dé produkter, som man snart finder på hylderne. Men Hanne Troels Jensen tror, at fremtidens tøj-shopping bliver meget mere spændende. Det fremgik også af diskussionerne på den konference, der blev afholdt i forbindelse med Future Textiles arrangementet i Herning.
”Eksperterne var enige om, at der kun går et par år, før intelligente tekstiler dominerer på tøjstativerne i butikkerne. Min vurdering er, at Danmark har mulighed for at blive foregangsland på området, hvis der arbejdes intensivt for det. Den danske tekstilbranche er jo i forvejen i en flot frontposition set i international sammenhæng, så vi har en unik platform. Men amerikanerne, kineserne og andre europæere puster os i nakken, så der skal sættes turbo på for at sikre Danmark førertrøjen,” siger hun.
Nu vil man præsentere danske virksomheder for ideer til udviklingsprojekter. Der er tale om projektforslag, som de internationale eksperter kom med på konferencen.
”Under konferencen var der bl.a. en del gruppearbejde på tværs i workshops. Her sprudlede eksperterne med gode idéer, som de skrev ned på små gule lapper. Lige nu er vi hos Videncenter for Intelligente Tekstiler i gang med at sammenskrive idéerne. Efterfølgende vil idéerne blive samlet med illustrationer i et magasin, som vi laver færdigt inden sommerferien. Dernæst vil vi præsentere idéerne for relevante virksomheder herhjemme,” siger Hanne Troels Jensen.
Der er blandt forslag om tøj som kan skifte farve og mønster, så den samme kjole altså f.eks. kan se ud på forskellige måder. Forbrugerne behøver altså ikke længere købe så meget tøj, fordi den samme beklædningsgenstand kan se forskelligt ud alt efter behov. Det er også godt for miljøet.
Eksperterne tror også, at der kommer flere alliancer på tværs af tøjbranchen.
”Tendensen vil være, at virksomheder ikke længere holder kortene så tæt til kroppen, som der har været tradition for hidtil. Der vil blive samarbejdet for at trække på hinandens viden og for at deles om udviklingsomkostningerne – med fokus på at få skabt de bedste mulige produkter,” siger Hanne Troels Jensen.
Der findes allerede nogle få eksempler på intelligente tekstiler, der bruges i professionelt øjemed. Det gælder f.eks. beklædning til brandmænd med en indbygget alarm, der hyler, hvis der bliver for varmt dér, hvor brandmanden opholder sig. Der findes også uniformer med indbygget opvarmning til f.eks. vejarbejdere på kolde dag og bluser til ældre, der bipper, hvis personen har fået for lidt at drikke og er i fare for at dehydrere.