Microsoft's WebTV-system, der forvandler fjernsynet til en Internet-browser, forsvinder måske indenfor de næste par år, skriver TechWeb. Den digitale settop-boks, der skal tilsluttes en telefonlinie og tilbyder begrænsede muligheder i forhold til en pc, har ikke været en succes i U.S.A., og den har stort set ikke kunnet sælges i Europa. WebTV vil blive overhalet og afløst af digitale dekodere, der modtager digitale fjernsynssignaler og samtidig kan hente Internet-sider hjem til fjernsynet. Efterhånden som pc-priserne falder kan det ganske enkelt ikke svare sig at investere i en dyr WebTV-boks, der kun i begrænset omfang kan udvides, mener analytikere hos DataQuest. Microsoft betalte sidste år et milliardbeløb for WebTV-teknologien.