2,5 millioner kroner. Det er omfanget af det underskud, som it-netværket Dansk IT regner med at komme ud af regnskabsåret 2004/05 med. Men det var budgetteret og pengene er givet godt ud, mener direktøren.
»Det er et udtryk for at bestyrelsen har villet investere i en fortsat udvikling af foreningen. Vi har blandt andet produktudviklet vores certificeringskurser og netværk,« forklarer Tony Franke, direktør i Dansk IT, over for IT-avisen ComON.
Forud for foreningens generalforsamling lægger bestyrelsen op til at kontingentet skal hæves fra 985 kroner om året i dag til 1185 kroner.
En faldende interesse for pc-kørekort, som foreningen udbyder i samarbejde med lokale handelsskoler, voksenuddannelsescentre og lignende, er en medvirkende årsag til kontingentstigningen. Tony Franke peger dog på at kontingentet har været uændret i 10 år.
Samtidig har foreningen oplevet en medlemstilbagegang på 108 medlemmer til 6080 medlemmer. Ifølge Tony Franke skyldes de 70-80 af de mistede medlemmer en reduktion i antallet af testcentre til pc-kørekort. Der er ikke blevet færre testcentre, men mange af dem er bare blevet samlet under en institution med eksempelvis fem afdelinger.
»Med hensyn til personlige medlemmer er der status quo,« forklarer Tony Franke.