Selskabet Svenske UMTS-net AB, der ejes ligeligt af Tele2 og TeliaSonera, har i dag annonceret, at selskabet regner med at opfylde licensbetingelserne for udbygningen af 3G-nettet i Sverige i løbet af efteråret.
»Det føles meget tilfredsstillende, at vi nu kan tilbyde vores kunder fuldgyldigt 3G-net, som kompletterer vores GSM-net,« siger Tele2's svenske koncerndirektør, Niclas palmstierna i en pressemeddelelse.
De svenske 3G-mobiloperatører skal inden for de nærmeste dage give besked til den svenske telestyrelse, Post och Telestyrelsen, præcis hvornår de regner med at have deres net færdigt.
Ifølge licensbetingelserne fra Post och Telestyrelsen skal 3G-udbyderne dække mere end 8.860.000 indbyggere.