Spilkonsollen Playstation 3 fra Sony koster i øjeblikket næsten dobbelt så meget som den billigste version af Microsofts Xbox 360 - og det er for dyrt, mener spiludgiveren Activision Blizzard. I et interview med den britiske avis Times truer Bobby Kotick, chef for Activision Blizzard, ligefrem med at stoppe spiludviklingen til Playstation 3 hvis ikke Sony sænker prisen for konsollen. Og det samme kan blive tilfældet med PSP (Playstation Portable), hvor den nyeste model PSP Go er blevet kritiseret for sin høje pris.
"Det er dyrt at udvikle til konsollen og Wii og Xbox sælger ganske enkelt bedre. Spillene til Xbox er en bedre forretning end dem til Playstation 3," siger Bobby Kotick til avisen.
Activision Blizzard er opstået efter fusionen af Activision og Vivendi Games. Firmaet står blandt andet bag den enormt populære Guitar Hero-serie.
PS3 er solgt i omkring 22 millioner eksemplarer, mens Microsofts Xbox 360 er solgt i 30 millioner enheder og Nintendo Wii ligger i spidsen med 50 millioner solgte maskiner. Dermed er der også mange flere potentielle købere af Xbox og Wii-spil end af PS3-udgivelser. Kotick opfordrer Sony til at udvikle en ny, innovativ controller - både Nintendo og Microsoft har investeret stort i dette område.
Men der kan også være tale om en strategi, som skal få Sony til at sænke licensbetalingerne. Det anslås at Activision har betalt licensafgifter for omkring 500 millioner dollar til Sony.