For knap to uger siden anholdte britisk politi i Redditch, Worcesterhire, en mand, som var i færd med at surfe på et åbent trådløst netværk.
Lokale indbyggere spottede manden og anmeldte ham til politiet. Britisk politi advarer mod ulåste trådløse netværk og varsler en optrapning af jagten på WiFi-snylterne.
Men i Danmark ser Rigspolitiet ikke anledning til at optrappe den digitale patruljering på nettets blinde passagerer.
»Hvis vi får anmeldelser omkring WiFi-snyltere, så vil vi behandle det akkurat som andre anmeldelser. Men det er ikke særligt prioriteret, med mindre det har at gøre med vores hovedfokusområder, som er svig, børneporno, phishing eller andre former for it-kriminalitet,« siger Hans Henrik Jensen, der er leder af Rigspolitiets særlige it-efterskningscenter, Nitec.
Hans Henrik Jensen har dog ikke mærket en stigning af sager omkring ulåste netværk:
»Både politikredsene og vi får nogle anmeldelser, så jeg ville høre om det, hvis der var en særlig vækst i det.«
For at være på forkant med WiFi-snyltere med skumle hensigter opfordrer politiet folk til at sikre deres netværk og sørge for at aktivere loggen, så man både kan følge med i hvilke sider, der besøges, og hvem, der surfer på ens netværk.