Asus har haft stor succes med sin bærbare minicomputer Eee PC. Nu kommer så en desktop-udgave med kompakt design og lavt strømforbrug - men til gengæld er ydelsen også begrænset. Eee Box er omtrent på størrelse med en papirbog. En ny boot-teknologi skulle betyde, at boksen er klar til brug allerede 10 sekunder efter start-knappen er trykket.
Den skulle være forholdsvis stille (26 db) og strømforbruget skulle være op til 90 procent lavere end tilsvarende desktop-modeller. Der er indbygget 802.11n trådløst netværk, Ethernet-port og kortlæser.
Men det slanke design kan ikke skjule, at der reelt er tale om en mobil computer i en desktop-indpakning. I computerens hjerte banker Intels mobil-processor Atom N270 med 1,6 GHz, og den har kun 1 GB hukommelse og 80 GB harddisk. Der er installeret Windows XP Home på maskinen.
Der har på forhånd været rygter om, at Eee Box ville være udstyret med et optisk drev. Men det er ikke tilfældet, og det er måske den største ulempe i forhold til en almindelig desktop-pc.
Prisen bliver 1.899 kroner og Eee Box kan købes i Danmark fra den 1. oktober.