Intel er på vej med en ny mobil-platform under navnet Centrino 2 (tidl. Montevina) med 45-nanometer-processorer og et nyt chipsæt. Forleden viste Intel sin hidtil mindste processor Atom til små bærbare computere, men Centrino 2 er rettet mod mainstream og high-end-markedet.
Det første skud kommer i juni med modellerne T9600 med 2,8 GHz og T8600 med 2,4 GHz til almindelige bærbare og en luksusmodel, Core 2 Extreme X9100 med 3,06 GHz. Her er strømforbruget dog på hele 44 watt, så denne processor er snarere rettet mod de såkaldte desktop-replacement-computere - meget store bærbare, der kan flyttes rundt, men ikke er egnet til at proppe ned i tasken. Priserne for de første Centrino 2-processorer går fra 200 til 850 dollar.
Til september kommer så Intels første quad-core til bærbare, Core 2 Extreme QX9300 med 2,53 GHz, 12 MB cache og et strømforbrug (TDP) på 45 watt. Den er ligesom X9100 kun egnet til bærbare, der konstant er tilsluttet et strømstik - ellers vil batteriet hurtigt løbe tørt. Og så er prisen på små 1.000 dollar for processoren alene.
Men Intel tænker også på strømforbruget med sine nye modeller SL9400 og SU9400, der kører med 1,86 GHz og 1,4 GHz og kun sluger 10-17 watt. En anden model, SU3300, kommer helt ned på 5,5 W. Det er denne type processorer, som skal bruges i ultratynde computere som Macbook Air. Disse processorer kommer på gaden til september.